Det gør mig ondt Kamilla... ikke at du døde af kræft i en alder af 36 år, jeg er ikke i tvivl om det må have været smertefuldt for dig og din familie, men det er egentlig jeres sag. Kræft slår mennesker ihjel og jeg er sikker på der er andre kvinder, der har lidt samme eller værre skæbner ude i den store verden og som dør i fuldstændig glemsel.

Ikke at din mand forlod dig ved din 38 kemokur, en sandhed har altid to sider og jeg er sikker på at I begge har været mennesker på godt og ondt og at ingen står med skylden alene i et forholdsbrud.

Men det gør mig ondt at dit eftermæle i den grad skal skamrides, flås i stykker og røvpules af samtlige medier i Danmark, at såkaldte venner og bekendte skal malke dit minde til det sidste og at der skal søppes rundt i din formodede lidelse og helt sikre død.

Det ville have klædt Kræftens Bekæmpelses formand at have rost dig mens du var i live og kunne nyde det, det ville have klædt Sigurd Barrett at klappe kaje om egne jeg-vil-klimpre-til-begravelsen ønsker og respektere familiens bisættelse. Det ville have klædt Peter Mygin at tude i privaten og det ville have klædt formiddagsbladene at respektere ønsket om en privat begravelse og ikke minutiøs gennem de sidste 7 dage at udpensle, hvem der lagde hvilken rose hvor med dertilhørende paparazzibilleder. Men det har nu altid slået mig at samtlige nævnte instanser her, har et uhæmmet grænseløst medieliderligt behov iboende i sig.

Det gør mig ondt at dit ansigt skal eksponeres i en grad, at vi forlængst har overtrådt øllebrødssentimentalitetsgrænsen for kvalmhed i medfølelse og jeg overvejede til det sidste, om jeg ikke bare skulle trække piben ind, da jeg nu hyler blandt de ulve jeg skoser, men jeg kunne bare ikke lade være. Så af et godt hjerte mener jeg dybtfølt det, jeg skriver nu - hvil i fred.

Til tider bliver min rummelighed og medfølelse for menneskeheden og især den vestlige kultur sat på en alvorlig prøve.  ¶ 13:09  3 comments

  Jeg er så glad for min cykel Kæresten har fixet en gammel cykel til mig - og den er blevet så fin. Nu er jeg blevet ganske afhængig og har cyklet små 18 kilometer hver dag og kan slet ikke forstå det skulle tage så mange år, før jeg fik øjnene op for cyklingens glæder.

Jeg mener:
- det er godt for mine ben og lår - og det er vigtigt
- det er godt for miljøet - cykelslanger forurener ikke så voldsomt
- det er godt for min kondition - jeg kan nemlig ikke cykle langsomt
- det er godt for min musiklytning -2 gange 40 minutter hver dag til musik og andet lytteguf - podcasts here I come
- det er godt for min kæreste - der har ønsket jeg ville cykle med ham
- det er godt for cykelhandleren - sikke meget dims man kan købe
- det er godt for min økonomi - dsb er uforskammet dyre
- det er godt for mit humør - en smuk dag som denne er da til at blive glad i låget af

Det eneste kæresten og jeg nu er uenig om er cykelhjelmen, jeg tør ikke køre uden og han synes sikkert, jeg ligner Poul Nyrop, da han smågriner af mig ved tanken. Men jeg tør altså ikke køre uden - jeg er en cykelkylling:-)  ¶ 09:01  2 comments

  Er du sikker...virkelig...sikker... ...sådan for alvor sikker, og hvis du ikke er så giver vi dig lige 48 timer til at tænke over det. Jeg har lige slettet min myspace profil, fordi den bare lå og rådnede op på den irriterende måde - på den der "jeg ligger her og rådner og sender dig lige et par mails om ugen for at minde dig om det"-måden.

Man skulle tro at det ikke kunne være så svært, men så lærer man lidt om heftig brugerdesign for at forhindre folk i at melde sig ud - opskriften ser nogenlunde sådan ud:

• Gem sletknappen, så det kræver du læser alt med småt for at finde den
• Spørg 5 gange om brugeren nu også er sikker på at de vil slette - herunder med en venlig men dommedagsagtig opskrift på, hvad der sker når du sletter dig selv samt disclaimer der giver myspace retten til fortsat at sende dig info via din registrerede email - WHAT!
• Send bekræftelsesmail med aktiveringslink, hvis nu brugeren skulle være kommet til at klikke forkert 5 gange
• Vent 48 timer med at effektuere brugerens ønske - just in case

Nå går jeg bare og venter på at myspace sender mig endnu en - "er du ny heeelt sikker"-mail after de 48 timer med et link, hvor man kan reetablere sin profil igen indenfor 48 timer, hvis man nu skulle have fortrudt. SLET MIG NU BARE - IKK'

Jeg gruer for når jeg engang skal slette min facebookprofil.  ¶ 20:33  1 comments

  Alt godt kommer til den der kan sidde ned...? Øh, nix nej, jeg kan hverken vente eller sidde ned - kæresten istandsatte en cykel til mig lørdag og den blev farlig fin - så fin at jeg blev så overmodig, med det resultat vi cyklede til Dragør Standhotel og spiste helstegt rødspætte. Spætten var lækker, men fulde svenskere og masser af cigaretrøg trak ned i det samlede indtryk. Cykling er godt, nu da jeg ikke længere har monsterræsgeden, men for hulan da man får ondt i måsen - så ondt at jeg i dag hver gang jeg sætter mig ned, kan mærke den del af min krop, jeg mindst ønsker at tænke på.

Da jeg nu var igang med at lege Frk. Overmodig tog jeg lige 2 timers træning i Sats søndag - det skulle jeg nok ikke have gjort for i dag er mit højre ben hævet igen. Planlagt træning er aflyst i dag.

Ikke destro mindre har jeg alligevel cyklet 3 gange i dag - for jeg savner at være fuld rørlig igen. Inden trafikuheldet var jeg i god form og havde næsten sixpack og tonede ben. Nu er jeg småvommet og har hævede ben. Men det går fremad - langsomt men sikkert. Det blå mærke, der dækkede det meste af højre ben er nu tonet ud og er blot en blålig afskygning, den nye hud er fin og med tiden vil kun de mange hvide ar bevise den fatale majmorgen for 3 måneder siden.

Summa sumarum er, at weekenden spurtede afsted med mig halsende bagefter, både kæresten og jeg var dødtrætte hele tiden, selvom vi følte, vi ikke nåede bare ½ delen af alt det, vi skulle - undskyld house warming og perlepladeudstilling, vi nåede det bare ikke.

Men for pokker hvor er min cykel fin :-)  ¶ 15:24  0 comments

  Genfortællingens svære kunst Når man hører om sig selv gennem en fortælling, der har været gennem 2-3 personer, så kan det være meget svært at genkende sig selv. Jeg var blevet konverteret til en sexgal ulykkesfugl, der ikke havde styr på mit liv (det være næsten som at optræde i en spændingsfiktion, hvor jeg for en kort stund levede som en anden person).

Det er jo altid interessant at høre om sig selv, selv når det ikke kun er positive ting, der er lidt "Talent 2008" over det - pinagtigt tåkrummene, men med så tilpas meget distance, at jeg kan se det morsomme i det, selvom det principielt er mig på scenen. Jeg har det lidt, somom jeg er kendt nok til at blive parodieret.

Men summa sumarum er, at kildens læk ikke har tænkt sig om, så her kommer en lille bøn: Kære ex - vil du ikke nok, når du omtaler mig til andre, tænke lidt dybere over, hvem du fortæller hvad til og gøre det med tilpas respekt for vores 5 års samliv? Jeg gør det samme for dig.
Tak!  ¶ 07:03  2 comments

  Udlængsel Jeg er i bund og grund en rejsende sjæl og stod det til mig vil jeg gerne genfødes som nomade. Jeg får dette dybe jagende sug i maven og hjertet, når jeg ser billeder fra for mig uudforsket land og jeg forsøger at dulme det med små hurtige ture ud i Europa, fordi tiden og økonomien ikke tillader mig det helt store fix.

I år kommer jeg ikke til at rejse mere, men planen for 2009 er NYC, Seoul og Amsterdam - jeg ved 2010 kommer til at stå på Asien igen - Korea kombineret med Kina er den løse plan, men så tror jeg det snart må blive tid for Indien og jeg mangler jo også at snuse til hele mellemøsten, Australien og Afrika.

Must see: Indien, Zansibar, Andalusien, Vietnam, Mongoliet, Yemen, Canada, Nordkap, Thailand, Tibet, Australien  ¶ 08:45  0 comments