Det gør mig ondt Kamilla... ikke at du døde af kræft i en alder af 36 år, jeg er ikke i tvivl om det må have været smertefuldt for dig og din familie, men det er egentlig jeres sag. Kræft slår mennesker ihjel og jeg er sikker på der er andre kvinder, der har lidt samme eller værre skæbner ude i den store verden og som dør i fuldstændig glemsel.

Ikke at din mand forlod dig ved din 38 kemokur, en sandhed har altid to sider og jeg er sikker på at I begge har været mennesker på godt og ondt og at ingen står med skylden alene i et forholdsbrud.

Men det gør mig ondt at dit eftermæle i den grad skal skamrides, flås i stykker og røvpules af samtlige medier i Danmark, at såkaldte venner og bekendte skal malke dit minde til det sidste og at der skal søppes rundt i din formodede lidelse og helt sikre død.

Det ville have klædt Kræftens Bekæmpelses formand at have rost dig mens du var i live og kunne nyde det, det ville have klædt Sigurd Barrett at klappe kaje om egne jeg-vil-klimpre-til-begravelsen ønsker og respektere familiens bisættelse. Det ville have klædt Peter Mygin at tude i privaten og det ville have klædt formiddagsbladene at respektere ønsket om en privat begravelse og ikke minutiøs gennem de sidste 7 dage at udpensle, hvem der lagde hvilken rose hvor med dertilhørende paparazzibilleder. Men det har nu altid slået mig at samtlige nævnte instanser her, har et uhæmmet grænseløst medieliderligt behov iboende i sig.

Det gør mig ondt at dit ansigt skal eksponeres i en grad, at vi forlængst har overtrådt øllebrødssentimentalitetsgrænsen for kvalmhed i medfølelse og jeg overvejede til det sidste, om jeg ikke bare skulle trække piben ind, da jeg nu hyler blandt de ulve jeg skoser, men jeg kunne bare ikke lade være. Så af et godt hjerte mener jeg dybtfølt det, jeg skriver nu - hvil i fred.

Til tider bliver min rummelighed og medfølelse for menneskeheden og især den vestlige kultur sat på en alvorlig prøve.  ¶ 13:09