Hvad de andre ikke ser Det er så forunderligt det syn man har på sig selv og livet og hvor forvrænget troldspejleagtigt det nemt bliver. Jeg har venner, men sjæle så smukke, at man kun kan glæde sig, der konstant forsøger at være bedre mennesker, det bekymrer sig om verden, om livet, om kærligheden og de mindrebemidlede. De er afsindige dygtige til deres fag, kunsteriske kreative på den yderst talentfulde måde og er elsket af deres omgivelser. Når de falder i en samtale, føler den anden part sig beriget, når de elsker føler deres kærester sig unikke og løftet.

Alligevel er deres verden et kaos af angst, depression og selvbebrejdelse. Deres tanker dystre og deres opfattelse af dem selv at de aldrig er gode nok og at det fundament de står på konstant skrider under deres fødder. Du kan sige nok så mange gange til dem, hvordan verden ser ud fra den anden side af deres udsyn, men forgæves, for de kan kun se ud af deres egne øjne.

Hvad skal der til i denne verden, før den fortærende angst slipper taget? Jeg ved kun at jeg kan ikke andet end se dem for de smukke væsener de udgør, fordi det essentielle indre står så lysende klart for mig. Jeg ville ønske de kunne se deres eget lys. Kryds fingre for dem, for de fortjener det.  ¶ 13:46