Til tider ..savner jeg ros, ikke sådan rygklapperros men ros, fordi jeg evner...et eller andet. Faktisk får jeg allermest ros på mit arbejde, endnu en grund til at stå op hver morgen kl. 6, men ærlig talt bør det ikke være ens kæreste, børn og familie, der roser en mest - på den ærlige og kærlige måde?

Mine venner er fantastiske, de roser også - en skam jeg kun har to og den ene rejser hele tiden. Mine børn er blinde og døve og modellen er egentlig at det er mig, der roser dem, hele tiden. Kæresten er hård, så der står den på kontruktiv kritik og kærlige blikke og resten af familien er født uden munde, tror jeg.

Så, ros lidt mere - ikke sådan påtrængende skingrende, men det ville være dejligt at ikke alt ligger i underforstået. Bortset fra det så venter en dejlig weekend med fødselsdag og venindesladder.  ¶ 09:36