Kærlighedens vildveje Kæresten og jeg talte om noget så essentielt som kærlighed, og det var en svær samtale, for vi ser forskelligt på det. Ingen af måderne er hverken rigtige eller forkerte, de er bare...forskellige. Dette skaber til tider visse problemer, fordi han føler, jeg vil for meget for hurtigt og jeg føler, han vil for lidt for langsomt.

Kæresten ser kærligheden som et lille frø, der skal vandes og plejes for at spire og blive til det store kraftige træ med mange blomster. Det er skrøbelig og skal nusses om og først og fremmest skal det have tid, masser af tid. Derfor er kæresten tilbageholdende med fælles socialitet fordi han vil lære mig at kende først, siger han og han vil slet ikke tale om træer, skove og andet før han kan se om frøet et levedygtigt.

Jeg er typen, der ikke bare ser træet, men også skoven, fuldmånen over samt alle de pokkers kvidrende fugle først. Jeg ved godt, det er et frø, men jeg er ikke i tvivl om det træ, der kommer ud af det og derfor er det træet, jeg ser. Ligesom min naturgrund, der i virkeligheden er et vildtvoksende lod med en faldefærdig rønne og 4 rådne skure, men jeg ser et fantastisk refugie med blomster og fugle. Jeg vil gerne socialisere, fordi det også er en del af mig og fordi jeg mener, man også lærer noget om hinanden gennem den måde, man omgås andre.

Begge dele handler om behovet for tryghed - kæresten skal føle sig tryg ved frøet, før han tror på træet, jeg skal føle mig tryg ved træet, før jeg tror på frøet. Kæresten føler sig utryg ved store ord og armbevægelser og er skrøbelig overfor voldsomme forandringer, jeg føler mig utryg overfor tavshed og stilstand og har behov for til tider at få rusket kærligheden skrigende ind i mit hoved. Ingen af os kan se skoven for bar træet og derfor står vi begge og tripper.

Jeg har tænkt meget over dette - og tror det for mig er en fantastisk mulighed for at se ind i min største frygt - nemlig angsten for at blive forladt og opøve det jeg er allerdårligst til - nemlig tålmodighed. Faktisk er det en enestående chance at gøre det samme med ham, jeg ser som et overmådeligt stort træ (også i symbolsk forstand - he) og jeg føler en taknemmelighed for at blive tvunget til denne indsigt.

Problemet er blot, hvordan jeg skal få dette til at balancere med mit liv, der i den grad består af socialitet med andre mennesker. Ikke fordi jeg ikke kan prioritere, men fordi at alt dette er også mig og at det vil være en kortfristet løsning bare at sige, at jeg skal undlade at gøre noget af det jeg plejer. Jeg er mig og med mig følger en række handlinger, aktiviteter og omstændigheder.

Ydermere efterlader vores livsrytmer ikke den store tid, han er B-menneske, arbejder fleksibelt og er ofte først rigtig tilgængelig efter kl. 23 om aftenen, jeg er både A og B menneske, men arbejder struktureret og slukker derfor lyset i mit hoved på det tidspunkt, fordi jeg ved jeg skal tidligt op næste dag.

Så, jeg har viljen men mangler vejen og jeg er bange for at miste mig selv undervejs. Jeg ved ikke om det er alderen, men siden hvornår blev jeg så ufleksibel i kærlighedens navn, hvorfor er det vokset en pessimisme frem, hvor der burde have været glæde og frugtbarhed? Hvorfor er det så svært at finde frem til en fælles vej og har mit kyniske hjerte lukket for håbet?

Håb skal næres og lige nu mangler den lidt ilt, men der er ingen tvivl om mine følelser for ham. Og så er dette kun én af måderne man kan fare vild på i kærlighedens navn - herre jemini.  ¶ 07:02