Når man skranter Skranter er et vidunderligt ord - jeg får billeder af afmagrede heste parat til aflivning for min indre øje og svagelige brystsyge børn. Men det er et præcist udtryk for, hvordan jeg har det lige nu - jeg skranter.

Jeg er ikke rigtig syg med en ordentlig feber og stor hoste - jeg går mere og smårømmer mig, er lidt halvforkølet og har en træt krop. Problemet er at når jeg skranter, så står jeg i det store dilemma hver morgen om jeg skal slæbe den trætte krop ned til scootcaren og satse på jeg får lavet noget fornuftigt på kontoret eller om jeg skal blive hjemme og være syyyg. I dag valgte jeg det sidste udfra præmisset om at tage det i opløbet, men fortryder - der er nemlig en tendens til at man vitterligt føler sig lidt mere sløj, når man har valgt at tage en sygedag. Så er det jeg tænker på min gamle yndlingsteoretiker - den bindegale Baudrillards koncept om simulakret. Når hypokonderen kan frembringe lige så ægte og lige så smertefulde symptomer, som den syge - hvem er så i virkeligeheden syg og giver det mening at behandle hypokonderen?

Så nu sidder jeg oppe med arbejdsmailen tændt og lader somom jeg ikke er syg - bortset fra turen til apoteket og den uldne klud om halsen. Gud ved om jeg skal tage på arbejde imorgen?  ¶ 10:55