Når dødeligheden slår igennem Jeg er nået panikalderen, den alder hvor halvskaldede mænd køber røde sportsvogne og dater alt for unge kvinder. den alder hvor kvinder får nye bryster og sexer med alt for unge mænd. Kort sagt, den alder hvor man erkender at man er dødelig og derfor skal skynde sig med at opleve alt det m,an har udsat, fordi livet syntes uendeligt langt.

Jeg er ingen undtagelse. Derfor har jeg besluttet mig at jeg vil have en tatovering - og ikke bare en lille diskret en, men en ordentlig mother fucker tusch midt på ryggen ca. 50 cm. høj (som en af mine tuschede venner sagde det - så lang er din ryg jo slet ikke, så vi må nok skrumpe motivet). Så kan jeg lære det kan jeg! Panikalder eller ej, jeg fatter ikke hvorfor jeg har udsat det så længe - men nu skal det være.

Jeg har to motiver jeg vakler mellem - begge koreanske kunstværker - den ene er sort/hvid - rund, fra 1900 tallet og illusterer fugl fønix - en figur jeg elsker symbolikken af og som er yderst passende for mig. Den anden er en farvet buddhistisk illustration fra 1600 tallet der illustrerer Kuan Um (kinesisk: Kuan Yin) - en kvindelig asiatisk boddhisattva - reinkarnationen af omsorg og medmenneskelighed (Buddhismens svar på Jesus). Jeg elsker, hun er kvinde i den asiatiske version (mandling form i andre grene af buddhismen).

Beslutningen er taget, nu går jeg bare og gruer for, hvor ondt det mon gør at få lavet en sådan streg? Så må alle andre gerne le af min panikalder.  ¶ 09:46