Jeg må godt krydse gaden alene! Det kan sikkert ikke komme som en overraskelse for nogen at jeg er blevet single igen og slet ikke for mig, da det er en proces, der har varet i næsten 1½ år. Det er aldrig nemt eller lykkeligt og til tider får jeg et sennostalgisk flip og savner tosomheden, men jeg har truffet det rigtige valg, kan jeg mærke i mit hjerte.

Lige nu er der en vidunderlig ro og balance på hjemmefronten, noget jeg ikke har oplevet i over 2 år. Lige nu er mine skuldre faldet på plads og mine øjne runde igen og jeg har tabt 3 kilo af bar glæde over fredfyldtheden.

Det skal ikke være en hemmelighed at jeg generelt ønskede og ønsker parforholdet, da jeg savner det fysiske nærvær og den tryghed der ligger i dualismen. Det er både økonomisk dyrt at være single og et psykisk pres i forhold til at få hverdagen til at glide.

Men jeg er ved at nå en alder, hvor jeg ikke gider længere at forestille mig. Jeg gider ikke lade mig nøjes med, jeg gider ikke blive ved med at forsøge og jeg gider ikke være afhængig af det. Jeg kan klare mig selv i ordets bogstaveligste betydning. Ganske vist er kassekrediten seriøst overskredet og jeg føler man holder øje med, om jeg kan klare alenemor-livet, men jeg er stor nok nu til at være alene og erkender også gerne, at det er første gang i mit liv, jeg har følt mig gammel nok til at gå over vejen selv. Jeg er psykisk moden til at se mig selv i spejlet hver dag og være glad for det jeg ser.

Det fysiske kan vel klares med en elsker?  ¶ 22:14