EAT MY SHORTS 1.0
28.8.07
*Snift*
Min datter gør mig stolt! - en af hendes første blogindlæg. Hov, det kan ikke ses, så med tilladelse fra pølsen lægger jeg teksten her:
Sunday, August 05, 2007
Seoul og jeg
Current mood: everything you can feel, at the same time.
For nylig læste jeg en bog, en bog som har vendt op og ned på rigtig meget af mit indre sind. Den hedder "i didn't know who i was" og er skrevet af forskellige adopterede fra korea, til rundt omkring i verden, deriblandt min mor <3.Jeg har aldrig rigtig tænkt over det, men min morfar of - afdøde- mormor, er jo ikke mine biologiske mormor og morfar. Fordi min mor er adopteret.da jeg læste den bog, vældte ukendte følelser op i mig, ikke ukendte, men af ukendte grunde, Sorg var nok den mest tydelige, men også forundring og forstålelse var stor. Jeg har aldrig tænkt over hvordan det måtte være at vågne op og vide at en stor del af en selv mangler, ens forældre. Fordi som vi alle ved, er forældre grundlaget for ens personlighed, men de gør også at man altid føler sig sikker, fordi man ved, at ligemeget hvad, så er der nogen derude der elsker en ubetingelses løst, ligemeget hvor åndsvagt man opfører sig.
Og da jeg tænkte over det, kom en hel ny tanke op i mig. "Seoul er også en del af mig. Korea er en stor del af mig, en del jeg ikke kender særlig meget til" Jeg ved godt hvem mine forældre er osv.. men når jeg kigger ud over Seoul, udover Korea, kan jeg ikke lade være med at tænke "Derude et sted, sidder - måske - min rigtige mormor og morfar og de har ingen tanke om at jeg eksisterer og måske tænker de aldrig over at jeg kunne eksistere - eller gør de? Jeg fældede en tåre, en tåre for den tabte familie som jeg ikke ved om jeg gerne vil kende, endnu. På en måde har jeg lyst til at skrige op "jeg er i Seoul, jeg er her. Kom og kend mig, kom og gerne vil kende mig, kom og bliv en del af mig liv" men jeg ved ikke om det sker, fordi engang for længe siden tog de - måske kun min mormor? - et valg, det valg at efterlade et uskyldigt barn, og sende hende ud i verden uden at hun selv kendte sine rødder. Det barn var min mor, en af de første koreanske adopterede i danmark. De gav afkald på alle rettigheder til hende, og på alt hvad der senere vil tilkomme hende. Deribland min lillebror og jeg. Jeg ved at denne rejse er sværest for min mor, da der ligger mange følelser gemt bag den ydre skal, jeg også kender som min ansvarlige og "nu skal du ikke bekymre dig" mor.
Min mor tror at jeg rigtig er på sightseeing, for det er hvad jeg viser. Men ved hver eneste lidt ældre person der går på gaden forbi mig, kajeg ikke lade være med at tænke, "det kunne være min morfar eller mormor" Det her er også en rejse hvor jeg må prøve at lære, at jeg nok altid vil mangle en del af mig selv. en del som nogen af mine venner dog småt opbygger. men de vil dog aldrig kunne fylde det ud.
Jeg har ikke brug for nogen "den følelse kender jeg godt" eller "hvor er det synd for mig" kommentarer. når jeg nu tænker på min mor, forundres jeg over, at under denne lillebitte person, gemmes en meget stærk person. En person der har formået af holde hovedet højt gennem nærmest alt. Også selvom hun aldrig har haft det sted, det sted hvor man føler sig tryg og kan være sig selv mest, og hun har selv opbygget det sted for andre. Derfor betyder det ekstra meget for mig, at hun hver dag står op, smiler til mig, bærer over med min morgensurhed, kysser og krammer mig, siger hun elsker mig højere end noget andet, og arbejder fra morgen til aften, så jeg ikke behøver at få den samme barndom som hende.
min mor er en person der fortæller mig tingene lige ud. ucensoreret. Det kan godt gøre mig sur og tilbageholdende osv.. men når jeg tænker på alle de ting, omkring hendes barndom, der er tågede og censurerede og ikke sagte, så gør det mig mere glad end jeg nogensinde vil kunne skrive eller sige med ord <3.
jeg elsker dig mor ¶ 23:08 4 comments
Sunday, August 05, 2007
Seoul og jeg
Current mood: everything you can feel, at the same time.
For nylig læste jeg en bog, en bog som har vendt op og ned på rigtig meget af mit indre sind. Den hedder "i didn't know who i was" og er skrevet af forskellige adopterede fra korea, til rundt omkring i verden, deriblandt min mor <3.Jeg har aldrig rigtig tænkt over det, men min morfar of - afdøde- mormor, er jo ikke mine biologiske mormor og morfar. Fordi min mor er adopteret.da jeg læste den bog, vældte ukendte følelser op i mig, ikke ukendte, men af ukendte grunde, Sorg var nok den mest tydelige, men også forundring og forstålelse var stor. Jeg har aldrig tænkt over hvordan det måtte være at vågne op og vide at en stor del af en selv mangler, ens forældre. Fordi som vi alle ved, er forældre grundlaget for ens personlighed, men de gør også at man altid føler sig sikker, fordi man ved, at ligemeget hvad, så er der nogen derude der elsker en ubetingelses løst, ligemeget hvor åndsvagt man opfører sig.
Og da jeg tænkte over det, kom en hel ny tanke op i mig. "Seoul er også en del af mig. Korea er en stor del af mig, en del jeg ikke kender særlig meget til" Jeg ved godt hvem mine forældre er osv.. men når jeg kigger ud over Seoul, udover Korea, kan jeg ikke lade være med at tænke "Derude et sted, sidder - måske - min rigtige mormor og morfar og de har ingen tanke om at jeg eksisterer og måske tænker de aldrig over at jeg kunne eksistere - eller gør de? Jeg fældede en tåre, en tåre for den tabte familie som jeg ikke ved om jeg gerne vil kende, endnu. På en måde har jeg lyst til at skrige op "jeg er i Seoul, jeg er her. Kom og kend mig, kom og gerne vil kende mig, kom og bliv en del af mig liv" men jeg ved ikke om det sker, fordi engang for længe siden tog de - måske kun min mormor? - et valg, det valg at efterlade et uskyldigt barn, og sende hende ud i verden uden at hun selv kendte sine rødder. Det barn var min mor, en af de første koreanske adopterede i danmark. De gav afkald på alle rettigheder til hende, og på alt hvad der senere vil tilkomme hende. Deribland min lillebror og jeg. Jeg ved at denne rejse er sværest for min mor, da der ligger mange følelser gemt bag den ydre skal, jeg også kender som min ansvarlige og "nu skal du ikke bekymre dig" mor.
Min mor tror at jeg rigtig er på sightseeing, for det er hvad jeg viser. Men ved hver eneste lidt ældre person der går på gaden forbi mig, kajeg ikke lade være med at tænke, "det kunne være min morfar eller mormor" Det her er også en rejse hvor jeg må prøve at lære, at jeg nok altid vil mangle en del af mig selv. en del som nogen af mine venner dog småt opbygger. men de vil dog aldrig kunne fylde det ud.
Jeg har ikke brug for nogen "den følelse kender jeg godt" eller "hvor er det synd for mig" kommentarer. når jeg nu tænker på min mor, forundres jeg over, at under denne lillebitte person, gemmes en meget stærk person. En person der har formået af holde hovedet højt gennem nærmest alt. Også selvom hun aldrig har haft det sted, det sted hvor man føler sig tryg og kan være sig selv mest, og hun har selv opbygget det sted for andre. Derfor betyder det ekstra meget for mig, at hun hver dag står op, smiler til mig, bærer over med min morgensurhed, kysser og krammer mig, siger hun elsker mig højere end noget andet, og arbejder fra morgen til aften, så jeg ikke behøver at få den samme barndom som hende.
min mor er en person der fortæller mig tingene lige ud. ucensoreret. Det kan godt gøre mig sur og tilbageholdende osv.. men når jeg tænker på alle de ting, omkring hendes barndom, der er tågede og censurerede og ikke sagte, så gør det mig mere glad end jeg nogensinde vil kunne skrive eller sige med ord <3.
jeg elsker dig mor ¶ 23:08 4 comments
25.8.07
Jeg ruller
På den anden side er jeg nok dem mest rygklappende blogger, da jeg udelukkende blogger for mig selv og derved er selvrefererende til mig selv og min egen største rygklapper. Beviset er såmænd at hende nævnte knappen for 19 dage siden før jeg opdagede det, på en af mine utallige blogsurfture (jeg læser mange blogs men aldrig regelmæssigt). Tidsspringet mellem tildeling og opdagelse gør, at jeg ikke føler mig voldsomt som en Rockin Girl blogger - jeg ruller snarere langsommeligt derudaf. Det afslører også, at jeg hverken tjekker linkstatistik eller besøg, da jeg er en ganske kedelig navleblogger, der aldrig har bekymret sig voldsomt om popularitet og besøg.
Anyway, life is good - døden nærværende og kærligheden fraværende. Livet i al sin mangfoldighed udspiller sig i min dagligstue. ¶ 22:16 0 comments
Jeg har fået en lyserød knap af hende her og det er naturligvis altid flatterende at man får tildelt noget som helst af nogen (måske bortset fra flade). Jeg takker - ikke så meget for knappen men for den smukke tilkendegivelse. Jeg vælger også ikke at sende det videre - dels fordi jeg synes vi lige så godt kan tilddele samtlige danske kvindelige blogger knappen - for på et eller andet tidspunkt når vi alligevel hele vejen rundt. Dels har jeg tidligere harseleret om det selvreferende rygklapperi, der har det med at poppe op på nettet, lige så snart folk samles under et eller andet emne.
På den anden side er jeg nok dem mest rygklappende blogger, da jeg udelukkende blogger for mig selv og derved er selvrefererende til mig selv og min egen største rygklapper. Beviset er såmænd at hende nævnte knappen for 19 dage siden før jeg opdagede det, på en af mine utallige blogsurfture (jeg læser mange blogs men aldrig regelmæssigt). Tidsspringet mellem tildeling og opdagelse gør, at jeg ikke føler mig voldsomt som en Rockin Girl blogger - jeg ruller snarere langsommeligt derudaf. Det afslører også, at jeg hverken tjekker linkstatistik eller besøg, da jeg er en ganske kedelig navleblogger, der aldrig har bekymret sig voldsomt om popularitet og besøg.
Anyway, life is good - døden nærværende og kærligheden fraværende. Livet i al sin mangfoldighed udspiller sig i min dagligstue. ¶ 22:16 0 comments
23.8.07
Når hele verden sidder i min navle
Det er efterhånden sjældent jeg læser avisartikler, der vækker til nærmere eftertanke – hvilket sikkert skyldes at tiden til at læse aviser et stærk indskrænket for tiden – men onsdag den 22/8 bragte Berlingske Magasin en artikel med professor Wolf Wucherpfennig, der i bund og grund taler om at det leve i Danmark Han leverer en svidende kritik til den humanistiske fløj, der ramte mig dybt i hjertekulen:
"Det æstetiske er ved at forsvinde, idealet for en humanistisk uddannelse er at blive spindoktor eller finde ud af, hvordan Roskilde Festivalen kan tjene flere penge, end den gør nu. På Lund lukker man latin og opnormere sexologi", siger han.
Vores idealer har forrykket sig – fra den sociale til det individuelle, fra den humane til det materialistiske. I den forrykkelse vi ofret det æstetiske i humanismen, hvilket i mine øjne udspringer af, vi i bund og grund har ændret ideal for livet som begreb – dvs. forståelse af "det gode liv". Årsagskæden er vendt – hvor ræsonnementet før var: "hvis alle har der godt – kan jeg få det godt" er det nu blevet til "jeg skal have det godt – og hvis alle agerer som jeg kan alle få det godt". Prisen for at lade liberalismen lede som ideologi.
Den dynamik hvormed vi opfatter verden har spejlvendt sig, så vi tænker globalt og handler lokalt, hvor vi før handlede lokalt men tænkte globalt. Da jeg var barn og voksede op derovre hvor kragerne har madpakke med – der udsprang min verden fra Vestjyllands sande jorde og min handling var funderet i denne egn. Demonstrationer over Limfjordens forurening og måling af iltsvind i Storåen, havde en grobund i et diffust ønske om en bedre verden og målet for min videre uddannelse var sat bevidst og ubevidst efter et ønske om at gøre "det rigtige og det gode" her i livet.
Mine børn vokser ikke længere op for at skabe en ideel verden, de vokser op hvor hele verden er tilgængelig i form af engelsk, Internet og øget velstand. I dag har min datter i en alder af 14 rejst 3 gange mere end jeg havde i en alder af 25. I dag tænker mine børn globalt men handler lokalt. Uddannelse, meningstilkendegivelser og dialog er ikke indskrænket til Østerbro men spænder over hele verden - hun deltager i demonstrationer hvor deltagere fra hele Europa kommer, men hvor målet er en lokal gruppes ønske om at bevare deres navlebeskuende indsigt. Fred være med det.
Men når målet for min datters uddannelse er indskrænket til kun at kunne rummes sin egen navle og tanken om at redde verden forsvinder ved 10 års alderen, så er ordsproget om at have verdenen liggende i sin egen lomme for bogstaveligt omsat til en materialistisk udbytning.
Og her bliver jeg bekymret – ikke kun i den simple "ungdommen nu til dags" bekymring, men for den voksende forråelse der opstår når det æstetiske svinder ind, for næste led i rækken er moralens forfald. For det er ikke kun ungdommen – det er ikke kun mine børn, det er vores samlende humanistiske opfattelse.
Vi har nået et Luhmannsk samfund, hvor vi hæfter os af og på socialiteten efter eget behov og hvor følelsen af ansvar til menneskeheden ikke længere er langvarigt eller stabilt, men diffust flukturerer i en udveksling mellem "what’s in it for me" og en trendhumanisme -er det Dafur eller Somalia, der er "in" at støtte?!
Wucherpfennig er bekymret for ånden og kulturens rolle – jeg er mere bekymret for menneskeheden. ¶ 12:02 5 comments
"Det æstetiske er ved at forsvinde, idealet for en humanistisk uddannelse er at blive spindoktor eller finde ud af, hvordan Roskilde Festivalen kan tjene flere penge, end den gør nu. På Lund lukker man latin og opnormere sexologi", siger han.
Vores idealer har forrykket sig – fra den sociale til det individuelle, fra den humane til det materialistiske. I den forrykkelse vi ofret det æstetiske i humanismen, hvilket i mine øjne udspringer af, vi i bund og grund har ændret ideal for livet som begreb – dvs. forståelse af "det gode liv". Årsagskæden er vendt – hvor ræsonnementet før var: "hvis alle har der godt – kan jeg få det godt" er det nu blevet til "jeg skal have det godt – og hvis alle agerer som jeg kan alle få det godt". Prisen for at lade liberalismen lede som ideologi.
Den dynamik hvormed vi opfatter verden har spejlvendt sig, så vi tænker globalt og handler lokalt, hvor vi før handlede lokalt men tænkte globalt. Da jeg var barn og voksede op derovre hvor kragerne har madpakke med – der udsprang min verden fra Vestjyllands sande jorde og min handling var funderet i denne egn. Demonstrationer over Limfjordens forurening og måling af iltsvind i Storåen, havde en grobund i et diffust ønske om en bedre verden og målet for min videre uddannelse var sat bevidst og ubevidst efter et ønske om at gøre "det rigtige og det gode" her i livet.
Mine børn vokser ikke længere op for at skabe en ideel verden, de vokser op hvor hele verden er tilgængelig i form af engelsk, Internet og øget velstand. I dag har min datter i en alder af 14 rejst 3 gange mere end jeg havde i en alder af 25. I dag tænker mine børn globalt men handler lokalt. Uddannelse, meningstilkendegivelser og dialog er ikke indskrænket til Østerbro men spænder over hele verden - hun deltager i demonstrationer hvor deltagere fra hele Europa kommer, men hvor målet er en lokal gruppes ønske om at bevare deres navlebeskuende indsigt. Fred være med det.
Men når målet for min datters uddannelse er indskrænket til kun at kunne rummes sin egen navle og tanken om at redde verden forsvinder ved 10 års alderen, så er ordsproget om at have verdenen liggende i sin egen lomme for bogstaveligt omsat til en materialistisk udbytning.
Og her bliver jeg bekymret – ikke kun i den simple "ungdommen nu til dags" bekymring, men for den voksende forråelse der opstår når det æstetiske svinder ind, for næste led i rækken er moralens forfald. For det er ikke kun ungdommen – det er ikke kun mine børn, det er vores samlende humanistiske opfattelse.
Vi har nået et Luhmannsk samfund, hvor vi hæfter os af og på socialiteten efter eget behov og hvor følelsen af ansvar til menneskeheden ikke længere er langvarigt eller stabilt, men diffust flukturerer i en udveksling mellem "what’s in it for me" og en trendhumanisme -er det Dafur eller Somalia, der er "in" at støtte?!
Wucherpfennig er bekymret for ånden og kulturens rolle – jeg er mere bekymret for menneskeheden. ¶ 12:02 5 comments
18.8.07
Jeg må godt krydse gaden alene!
Det kan sikkert ikke komme som en overraskelse for nogen at jeg er blevet single igen og slet ikke for mig, da det er en proces, der har varet i næsten 1½ år. Det er aldrig nemt eller lykkeligt og til tider får jeg et sennostalgisk flip og savner tosomheden, men jeg har truffet det rigtige valg, kan jeg mærke i mit hjerte.
Lige nu er der en vidunderlig ro og balance på hjemmefronten, noget jeg ikke har oplevet i over 2 år. Lige nu er mine skuldre faldet på plads og mine øjne runde igen og jeg har tabt 3 kilo af bar glæde over fredfyldtheden.
Det skal ikke være en hemmelighed at jeg generelt ønskede og ønsker parforholdet, da jeg savner det fysiske nærvær og den tryghed der ligger i dualismen. Det er både økonomisk dyrt at være single og et psykisk pres i forhold til at få hverdagen til at glide.
Men jeg er ved at nå en alder, hvor jeg ikke gider længere at forestille mig. Jeg gider ikke lade mig nøjes med, jeg gider ikke blive ved med at forsøge og jeg gider ikke være afhængig af det. Jeg kan klare mig selv i ordets bogstaveligste betydning. Ganske vist er kassekrediten seriøst overskredet og jeg føler man holder øje med, om jeg kan klare alenemor-livet, men jeg er stor nok nu til at være alene og erkender også gerne, at det er første gang i mit liv, jeg har følt mig gammel nok til at gå over vejen selv. Jeg er psykisk moden til at se mig selv i spejlet hver dag og være glad for det jeg ser.
Det fysiske kan vel klares med en elsker? ¶ 22:14 3 comments
Lige nu er der en vidunderlig ro og balance på hjemmefronten, noget jeg ikke har oplevet i over 2 år. Lige nu er mine skuldre faldet på plads og mine øjne runde igen og jeg har tabt 3 kilo af bar glæde over fredfyldtheden.
Det skal ikke være en hemmelighed at jeg generelt ønskede og ønsker parforholdet, da jeg savner det fysiske nærvær og den tryghed der ligger i dualismen. Det er både økonomisk dyrt at være single og et psykisk pres i forhold til at få hverdagen til at glide.
Men jeg er ved at nå en alder, hvor jeg ikke gider længere at forestille mig. Jeg gider ikke lade mig nøjes med, jeg gider ikke blive ved med at forsøge og jeg gider ikke være afhængig af det. Jeg kan klare mig selv i ordets bogstaveligste betydning. Ganske vist er kassekrediten seriøst overskredet og jeg føler man holder øje med, om jeg kan klare alenemor-livet, men jeg er stor nok nu til at være alene og erkender også gerne, at det er første gang i mit liv, jeg har følt mig gammel nok til at gå over vejen selv. Jeg er psykisk moden til at se mig selv i spejlet hver dag og være glad for det jeg ser.
Det fysiske kan vel klares med en elsker? ¶ 22:14 3 comments
