Kærlighedens vildveje Kæresten og jeg talte om noget så essentielt som kærlighed, og det var en svær samtale, for vi ser forskelligt på det. Ingen af måderne er hverken rigtige eller forkerte, de er bare...forskellige. Dette skaber til tider visse problemer, fordi han føler, jeg vil for meget for hurtigt og jeg føler, han vil for lidt for langsomt.

Kæresten ser kærligheden som et lille frø, der skal vandes og plejes for at spire og blive til det store kraftige træ med mange blomster. Det er skrøbelig og skal nusses om og først og fremmest skal det have tid, masser af tid. Derfor er kæresten tilbageholdende med fælles socialitet fordi han vil lære mig at kende først, siger han og han vil slet ikke tale om træer, skove og andet før han kan se om frøet et levedygtigt.

Jeg er typen, der ikke bare ser træet, men også skoven, fuldmånen over samt alle de pokkers kvidrende fugle først. Jeg ved godt, det er et frø, men jeg er ikke i tvivl om det træ, der kommer ud af det og derfor er det træet, jeg ser. Ligesom min naturgrund, der i virkeligheden er et vildtvoksende lod med en faldefærdig rønne og 4 rådne skure, men jeg ser et fantastisk refugie med blomster og fugle. Jeg vil gerne socialisere, fordi det også er en del af mig og fordi jeg mener, man også lærer noget om hinanden gennem den måde, man omgås andre.

Begge dele handler om behovet for tryghed - kæresten skal føle sig tryg ved frøet, før han tror på træet, jeg skal føle mig tryg ved træet, før jeg tror på frøet. Kæresten føler sig utryg ved store ord og armbevægelser og er skrøbelig overfor voldsomme forandringer, jeg føler mig utryg overfor tavshed og stilstand og har behov for til tider at få rusket kærligheden skrigende ind i mit hoved. Ingen af os kan se skoven for bar træet og derfor står vi begge og tripper.

Jeg har tænkt meget over dette - og tror det for mig er en fantastisk mulighed for at se ind i min største frygt - nemlig angsten for at blive forladt og opøve det jeg er allerdårligst til - nemlig tålmodighed. Faktisk er det en enestående chance at gøre det samme med ham, jeg ser som et overmådeligt stort træ (også i symbolsk forstand - he) og jeg føler en taknemmelighed for at blive tvunget til denne indsigt.

Problemet er blot, hvordan jeg skal få dette til at balancere med mit liv, der i den grad består af socialitet med andre mennesker. Ikke fordi jeg ikke kan prioritere, men fordi at alt dette er også mig og at det vil være en kortfristet løsning bare at sige, at jeg skal undlade at gøre noget af det jeg plejer. Jeg er mig og med mig følger en række handlinger, aktiviteter og omstændigheder.

Ydermere efterlader vores livsrytmer ikke den store tid, han er B-menneske, arbejder fleksibelt og er ofte først rigtig tilgængelig efter kl. 23 om aftenen, jeg er både A og B menneske, men arbejder struktureret og slukker derfor lyset i mit hoved på det tidspunkt, fordi jeg ved jeg skal tidligt op næste dag.

Så, jeg har viljen men mangler vejen og jeg er bange for at miste mig selv undervejs. Jeg ved ikke om det er alderen, men siden hvornår blev jeg så ufleksibel i kærlighedens navn, hvorfor er det vokset en pessimisme frem, hvor der burde have været glæde og frugtbarhed? Hvorfor er det så svært at finde frem til en fælles vej og har mit kyniske hjerte lukket for håbet?

Håb skal næres og lige nu mangler den lidt ilt, men der er ingen tvivl om mine følelser for ham. Og så er dette kun én af måderne man kan fare vild på i kærlighedens navn - herre jemini.  ¶ 07:02  2 comments

  Update på kropsstatus Alle sår er lægt, ar på ben ser fint ud, forstuvet fod er stadig øm og gør jeg ikke kan træne, løbe eller gå alt for langt (flere kilder siger det kan tage op til et år - ET ÅR!!!), knæ kan næsten bøjes helt (ingen lotusstilling endnu). Fingere kan bøjes halvt og er stadig hævet og får nok et underligt svej resten af livet.

Jeg er næsten rask, men for pokker hvor jeg savner min træning, min krop går jo i forfald.  ¶ 15:03  0 comments

  Solskin og døre Jeg ved, det er et komplot, når solen begynder ubamhjertigt at skinne den sidste weekend, jeg har ferie og DMI melder 30 grader de 2 første arbejdsdage efter 3 ugers fravær. På den anden side - det er stadig sommer - ahhh.

Jeg har åbnet en dør i min ferie - en vigtig sjælelig en af slagsen. Jeg tror, jeg fandt min Dharmadør(døren til erkendelsen og sandheden) - nu skal jeg lære at åbne den, og det bliver en af de sværere opgaver i dette liv (og sikkert også i de næste mange efterfølgende liv). Jeg er glad og på kanten til at være uovervindelig.  ¶ 00:25  1 comments

  Ferieøkonomi Hvordan kan det være at ferier altid ender med at blive dobbelt så dyre end man regner med og at jeg altid til sidst ender med at give op overfor dårlige nerver over gedigne overtræk og istedet bruger løs som om Krøsus var mit mellemnavn?

Jeg aner et ondt komplot mellem visa og feriemafiaen.

Der er en uge tilbage - og jeg kan slet ikke forstå hvor tiden blev af. Men kæresten er kysset farvel for anden gang og jeg er ved at pakke igen til sommerens sidste eventyr. En indre slags af slagsen.  ¶ 10:25  0 comments

  Afsked Min sommer er præget af afsked som tema, vel skudt igang med den stille og smukke afskedskoncert Leonard Cohen gav. En af de få mænd på 72 jeg sagtens stadigt kunne forestille mig at forelske mig i.

Jeg har taget afsked med kæresten, der vil gå 3 uger før vi igen ses og det vil vel og mærket være 3 uger med meget lidt kommunikation - dels fordi jeg skal til den del af Europa, hvor vand og strøm ikke altid er regelmæssigt og fordi internettet slet ikke er present på så øde steder og dels fordi jeg efterfølgende skal gå i tavshed og ikke slå myg ihjel i 5 dage . Spørgsmålet ligger stadig og flyder mellem os - hvor meget afsked er der i afskeden - og åbner det for fortsættelsen?

Jeg har taget afsked med min datters barndom, hun skal på Det Fri efter sommeren, hun er halvt voksen og i løbet af de næste 3 år vil jeg se hende til at blive udviklet til helt voksen. Det bliver smukt og sørgmodigt, det er nu min opdragelse skal stå sin kvindomsprøve og jeg vil være ambivalent hele vejen.

Jeg er ved at tage afsked med forestillingen om jeg skal være mor igen, dels fordi jeg er, hvor nødigt jeg end vil indrømme det, ved at blive for gammel og dels fordi mit hjerte endnu engang har åbnet sig for en mand, der umiddelbart ikke er voldsomt begejstret for idéen. Det bliver nok den sværeste og mest sørgmodige afsked, fordi jeg vitterlig føler jeg har kærlighed til et barn mere. Fejlen var og er at mit følelsesliv vil mig det anderledes men jeg bærer sorg over, at jeg ikke evner at skabe det og åbenbart ikke møder ham, der vil skabe netop dét med mig.

Denne sommer er skabt til at skrive digte i, tror jeg.  ¶ 11:51  0 comments

  Agurketid og refugiedrømme Agurketid i medierne betyder jeg kan holde ferie - sandsynligheden for at min virksomhed skal komme i uføre midt i den varme juliperiode er minimal og jeg trænger til at holde fri. Det har været et begivenhedsrigt forår - men fund af kæreste og trafiksammenstød - jeg ved snart ikke, hvad der har gjort mest indtryk.

Ferien er uden kæresten, for den blev planlagt før han eksisterede som en del af mit liv - men det er også tid til fordybelse og revision. Jeg skal have bøger med, og masser af notespapir til at ridse alle de ting op jeg skal fylde mit efterår ud med. Der ligger et par blogs der skal flyttes, opdateres og genoplives, der et nogle arbejdspapirer jeg skal begynde at forholde mig til, der et et 200 siders bogmanuskript der skal skimmes og så er der et par kærlige breve der skal sendes til ham, der blev hjemme og knoklede i sommervarmen.

Jeg har tidligere drømt om refugie og endelig efter lang ventetid og tålmod har jeg fået en naturgrund ved Vridsløsemagle. Grunden er stor - hvor stor ved jeg ikke - men den er stor. Der står en lille hytte, der er renoveringsmoden og der er drømme og planer om lysthuse, hvor man kan se stjerner gennem taget om natten og træhytter for drenge og barnelige sjæle. Der er roser, blommer og æbler og jeg ved jeg vil ligge i en hængekøje og være lykkelig. Det er mit helt alene og jeg er lykkelig. Alt for mange har ville have haft et ord at skulle have sagt, men jeg har taget valget selv, ligesom med min tatovering (som begyndes i januar 2009).

Men allerførst skal jeg høre ham her i morgen aften.

Uhh, det er sommer.  ¶ 23:36  5 comments