EAT MY SHORTS 1.0
KAGE
Lige siden sønnike har fået konstateret allergi er vores kageforbrug faldet drastisk - og jeg mener vitterlig drastisk. Al kage er erstattet med nødder, glutenfri kiks, økologisk lakrids og vingummi, mørk chokolade på 80% og frugt i lange baner. Nu sidder jeg med den ledeste kagetrang, men helt ærligt hvilken syndig kage kan man bage uden smør, fløde, hvedemel?
Jaja, jeg har set og prøvet alle de dersens moster klidkager med veggie det ene og det andet erstatning, men det slår bare ikke sådan en rigtig fed, syndig chokoladekage med det hele.
Jeg tror, at når jeg engang b liver førlig igen og kan træne alle kalorierne af kroppen, så skal jeg bag sønnikes ryg
bage denne kage kun til mig og kæresten. Vi dør :-)
Tilgiv mig sønnike, men jeg hungrer!
Impact
Mit færdselsuheld har fået mig til at spekulere i begrebet "impact" - jeg har endnu ikke fundet et godt ord for det på dansk, for det betyder mere end sammenstød - det betyder også en påvirkning, et tryk, en effekt.
Det var impact, jeg trillede rundt, da vi stødte sammen. Effekten var tydelig da min lille scootcar faldt fra hinanden da den blev løftet op. Effekten var tydeligt på min krop, da jeg blev løftet op. Effekten på de, jeg køret ind i, var chok og rystelse.
Det var impact på mit sind, da jeg erkendte skaden. Effekten er endnu ikke gjort op - lyden af braget for mit indre øre er blevet mindre og synet af den knuste rude for mit indre øje er langsomt mere og mere overbelyst og vil en dag fade helt ud i lys.
Det var impact på min krop da jeg blev slynget rundt - effekten er de røde ar, der med årene vil blegne og blive hvide, den langvarige halten, der hindrer mig I at røre min krop som den burde med en lille mavedelle som bevis. Den manglende frihed gør mig vanvittig, og det gør ondt underlige steder på min krop.
Det var impact på min spæde forelskelse, da realiteten om liv og død blev bragt op alt for tidligt. Effekten var en seriøsitet i en alt for tidlig fase, der brød den sprudlende uskyld. Vi skulle forholde os til hinanden på et niveau vi slet ikke var modne til. Vi kæmper stadig med at skabe balance i den ubalance, der opstod mellem han og jeg.
Det var impact på alle mine planer i den smukke sommer. Effekten er jordbær der ikke bliver plukket, min naturgrundshytte, der ikke bliver sat i stand, oplevelser jeg må afstå fra og venner jeg ikke får set.
Mit liv blev ganske enkelt trykket i det splitsekundt jeg drejede til den forkerte side, meget mere alvorligt end jeg først troede. Mit liv blev forrykket i sin bane, ganske lidt, måske kun et par nanomillimeter og hvor jeg før kunne skue lidt ud i fremtiden, er jeg nu ganske enkelt nødt til at justere.
Jeg ved ikke, hvad det vil betyde i det lange løb, men lige nu er jeg lidt fortabt.
Jeg tror
...uden vi rigtigt har snakket om det, at jeg har fået en kæreste. Et eller andet sted venter jeg som en skolepige på, at han spørger, sådan for alvor. Måske det aldrig kommer, men for mig føles det helt rigtigt.
Lykken findes
på 4. sal i en sofa på Amager, med en kæreste, der får mig til at føle mig næsten rask og meget overmodig. Jeg var kreativ, aktiv og blev fodret en del og fik lov til at se på ham.
Utroligt så meget bare synet af en person kan gøre en glad. Man bliver helt skrøbelig indeni og har slet ikke lyst til at udsige noget om det i angsten for det hele splintres i næste sekund. Men jeg er inspireret, han kan lide det jeg skriver og laver og jeg kan lide det han skriver og laver.
Jeg bruger kun 1 krykke nu.
Det er dyrt at være sund
Det skal ikke være en hemmelighed, at vi spiser sundt herhjemme - meget sundt (jaja, jeg er også typen der faster, mediterer og tager æteriske olier istedet for piller - men jeg leviterer ikke endnu). Faktisk beskylder min datter mig for at have givet hende et spelt- og økologitraume og en længsel mod citronmåner og al mad der kommer på pulver og i færdigpakker. Men jeg ved hun kender kvalitet, den lille lurendrejer. På den anden side, når jeg ser hendes forbrug af Nettos billige småkager og andre klamme fødevarer, så spekulerer jeg på, om jeg har podet ungen lidt for heftigt og hun nu revolterer.
Vi spiser kød, fordi vi i forvejen er så begrænset i fødevarer, at uden kød ville det være næsten umuligt at få dækket proteinbehovet. For hele familien har mælkeintolerance (mine gener), min søn lider af allergi (faderens gener) bla. overfor natskyggefamilien, hvilket betyder han ikke kan klare overdrevne mængder soyaprodukter (den primære erstatning for kød), desuden har han høfeber og krydsreagerer med diverse fødevarer som appelsiner, meloner og tomater, og endeligt får han ondt i maven af gluten. Og vupti blev det hele meget dyrere og meget meget mere besværligt. Behøves det at blive nævnt, det bl.a. er et helvede at rejse til lande, der ikke har hørt om allergikere endsige besøge den ældre generation, der mener det er noget pjat og at vi bare skal lappe lidt sødmælk i os, så skal vi nok blive store og stærke.
Det koster en mindre tvangsauktion at erstatte mælkeprodukter og gluten. Det er somom al basis i den danske kost består af en lim af laktoseog mel rørt sammen - skal vi bl.a. nævne den famøse koldskål med kammerjunker, det for tiden er i højsæde.
Der eksperimenteres derfor med diverse brød af spelt og majsmel, for at se om hvor meget eller rettere hvor lidt gluten, sønnike kan nedsvælge og han spiser tappert alle mine flade forsøg på at bage alternative brød. Derudover er mine skabe efterhånden fyldt med diverse alternative økologiske gryn og kornprodukter - faktisk har jeg så meget, at jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal få det brugt.
Men der er få ting, der bare er for mystiske - glutenfri pasta kommer aldrig til at blive min favorit, pizza uden tomat og revet ost er bare kedelig og koldskål på rismælk er også lidt for alternativt. Ris er godt - også de hvide, majs og hirse er glimrende kornerstatninger, tang er en glimrende tilgang til c-vitamin (mangler bare at få sønnike til at elske det) og frugt, nødder og grøntsager i rå mængder erstatter forbløffende ofte leverpostej og pølse + kalk og fiskeolie er fast kosttilskud.
Jeg handler disse steder:
Allergikost DanmarkÅrstidernes gårdbutikEgefeldDen lokale helsekostbutik Helsehuset ved Trianglen
- og så tager jeg alt hvad jeg kan trække på Nettos, Irmas og SuperBrugsens økologiske afdeling - for ellers slår månedslønnen ikke til.
Men kender du nogle steder med gode allergiopskrifter - gerne glutenfri - så ville jeg blive glad, min fantasi er nemlig ved at løbe tør for aftensmadsubsitutredninger.
Bare slå på en kvinde der ligger ned
Ikke nok med at kroppen hæver i sommervarmen, at jeg har sår mærkelige steder, jeg ikke kan nå eller se og jeg har måtte bide enhver stolthed i mig og bede min bror om at vaske mig unævnelige steder (forsmag på alderdommens skrøbelighed). Men når man går i hi i sin seng midt i det smukkeste sommervejr, så får man en mærkelig hjerne og ulækre vaner, mens ens hjem forfalder om en. Vaner som man hjernedødt lufter for enhver, hvilket blev smerteligt tydeligt, da kæresten nok så prosaisk ved morgenbordet udbrød: "Aj, lad være med det, det er ulækkert". Så så man lige EMS nok så roligt i gang med at pille sårflager af de mange 1000 sår der er drysset med så mild hånd ud over min krop midt i morgenkaffen. Ewwww...hvad skete der lige der?
Toppen var da EMS var ved at komme for sent til en lægeaftale og derudover måtte spurte på to krykker ud af døren uden at få børstet tænder, jeg er fanme ved at forvandle mig til en posedame i mit eget hjem. Hvis jeg begynder at anskaffe mig hjemløse loppebefængte katte og fodre duer, må I gerne give mig et nakkeskud.
Derudover har jeg været tvunget til grundet hævelser at rende nøgen rundt i en uges tid - ikke at det afskrækker nogen - men ærlig talt, det tager sgu lidt af min kvindlige mystiske sexethed og det dersens grrrrr når selvsamme kæreste har set en i to uger i evakostume og blå mærker, ubarberet med ankler som en elefant og hævet ansigt grundet af masser af smertestillende medicin.
I går aftens lød det lidt hjælpeløst fra den stakkels mand: "Jeg glæder mig til du bliver rask" mens han trøstende aede mit ene bryst. Jeg spekulerede på, om staklen desperat forsøgte at huske sig selv på, at jeg engang havde en kvindekrop her midt i al sygdomshurlumhejet. Så her kommer det:
"Søde elskede skat, jeg glæder mig helt afsindigt til jeg får min hjerne, krop, førlighed, seksualitet, liv etc. tilbage. Indtil da, vil du ikke nok fake det - please. Ignorer al det ulækre, sår, vaner, manglende tandbørstning - jeg ved godt det nok vil tage ca. en måneds tid endnu, før jeg bare er nogenlunde kærestebar(læs sex) og præsentabel igen, men indtil da, har jeg stadig behov for at blive set på med et bare tilnærmelsesvis normalt blik. Jeg ville gøre det samme for dig - tror jeg nok. Tak, I owe u, big time"
Møgkrop
Mine sår skaller, mine anker har fået blå mærker efter at være hævet til ukendelighed, fordi jeg har overanstrengt dem i weekenden i forsøget på at gå og stå, mine sting klør, min lilletå er mega forstuvet og jeg har blå mærker
under foden. Fik jeg sagt jeg desuden lugter af ged.
Kort sagt, jeg har ligget i sengen i dag og været aldeles ynkelig.