EAT MY SHORTS 1.0
Fagre nye verden
Efter at have læst
hende hersens blog, kom jeg i tanke om, at jeg engang for længe siden (mere end 8 år siden) også læste litteraturvidenskab. Jeg læste de store klassikere, masser af teori og skrev meget lange og indviklede sætninger og læste endu flere endnu længere og endnu mere indviklede sætninger, der næste allesammen var grammatiske korrekte. Så begyndte jeg at spekulere på, hvorfor jeg mon ikke længere læser klassikere, men er gået tilbage til tegneserierne og hvorfor mine sætninger er blevet kortere, mere simple og med langt flere grammatiske fejl?
Efter at have gransket min ært af en hjerne kl. halv tre om natten, kom jeg til den konklusion, at grunden til jeg ikke længere læser skønlitteratur er, fordi jeg bruger mine øjne og rest hjerne på at læse meget indviklede manualer, der i tykkelse kan slå Jane Austen af bordet på et splitsekundt. Disse manualer skal læses for at betjene de elektroniske sager, der skal gøre vores liv lettere og sjovere. Disse manualer er ikke skrevet grammatisk korrekt og ej heller logiske i deres komposition, fortælleteknik endsige fortløbende handling.
Så tror da FANDEN, at jeg efter 8 år i det virkelige liv er degereret til en tv-kiggende, dameblads/tegneserielæsende gadgetmaniac, der én gang om året pligtskyldigt gennemlæse 3 til 4 bøger fra Handelshøjskolens usle Forlag (hør ekkoet af humanistens fnys), så hun til den årlige udviklingssamtale kan påstå, hun trods alt er opdateret på sit faglige felt, nysgerrig og videntung. Det er MANUALERNES skyld - de svin. De er portalerne til den fagre nye verden, der for mig betyder eksklusion af smukke læseoplevelser og sirligt ordsmagende sætninger.
Hvorfor HELVEDE skal det være så svært at tage et billede med et digitalt kamera?
Forløsning
Dyret er kommet - nu skal der tages en røvfuld billeder, som I mine kære bloglæsere skal belemres med. Men giv mig lige en måned eller to til at finde ud af at tage andet end øjebæ.
Jipieeeee....
Solskinsgaranti
Så er det slut - jeg vil skide på døde mødre, svigermødre, fædre og hele den eksterne familiemekanik. Nu har vi i 3 år taget på "besøg familien" tur til Slovakiet, Fyenshav og Vestervig, så nu har vi gjort vores borgerpligt og fortjener et år alene. Til næste år tager jeg i nikkende samråd med min kæreste min familie med til udlandet, kun os fem helt alene i den store viden verden. Der skal være solskinsgaranti, badevand og roomservice.
Med mit påpasselige husmoderbudget, den rette opsparingsform og i tæt fortrolighed med de to ældste bliver det sikkert enten Grækenland, Portugal eller Spanien. Madeira venter forøvrigt forude - en uge i julen bare kæresten og jeg, det er en gave fra ham, fordi han er god til at spille matador - den dygtige mand.
Jeg er desuden blevet mere og mere glad for charterrejser på mine gamle dage. Da jeg var 20 tog jeg med et foragteligt fnis på mit livs første charterrejse til Tunesien og det har ikke været den slags rejser, der har præget mit liv indtil nu. Men med 3 børn har hele konceptet både økonomisk og fysisk pludseligt fået en ny og anden (læs positiv) betydning - med en familie hvis økonomi ligner enhver anden 5 personers familie, der ikke tjener en bondegård og hvis interesser stritter lige så meget i hver sin retning som mit morgenhår, er successen hjemme. Min shoppeglade ældstedatter kan få lysten styret, min vandglade mellemste datter kan hoppe i et hav eller en pool hver dag og min yngste karateglade søn kan bedre finde jævnaldrende at tæske på. Jeg kan få lidt farve, læse bøger og udtænke gradiose fremtidsplaner og kæresten kan snuse rundt med sit kamera og forevige blomster og bier. Fuck, hvor er jeg blevet småborgerlig!
At dele deleord
Det danske sprog står for fald - ikke i forhold til stavning som så mange himler op om, men i forhold til hvordan ord deles. Gennem længere tid har det irriteret mig grænseløst, at der synes at være en voksende angst for lange ord og vupti bliver de delt - i bedste fald får de en binde-streg som her, tåbeligt.
Efter cafébesøg på Statens Museum for Kunst med alle børn (ja, den yngste havde udtrykkeligt bedt om at komme på museum, fordi det var så længe siden, som poden så nydeligt udtrykte, hvem siger hjernevask ikke virker?) kunne jeg konstatere, at caféens menukort havde nået nye højder af tåbelig orddeling. De havde bl.a. delt ordet "rødgrød" - den danske nationalspise - thi nu sir' jeg Dem fru Heilbundt! Faktisk var der næsten ikke en linie uden forkert orddeling - sørgeligt.
Nej, rødgrød er i ét ord
Nej, snedkermester er i ét ord
Nej, grillbar er i ét ord
Nej, biograftur er i ét ord
Nej, bomuldsvat er i ét ord
Nej, bombetrussel er i ét ord
I det hele taget så går jeg efterhånden ind for tommelfingerreglen - er du i tvivl så sammensæt ordet, også selvom det fremstår ubehjælpeligt langt. Bryder du dig ikke om ord som "eksaminationsberettigelsescertifikat" få find dog et andet istedet for at dele det.
Så er den prut luftet!
min ferie går i vask
Sommerhus 2 har vandskade og vestjylland gav mig som vanligt en lettere depression (note til mig selv: så er det vist nok med din masochistiske ferietilbøjligheder). Vejret ser blandet ud (læs røvregn)og der er kun en uge til jeg skal møde på arbejde igen. Fuck, klappen gik ned.
Lars Tyndskids pløjemark
Første etape af familieferien er tilendebragt helt ude hvor kragerne vender, ja faktisk så
langt som man kan komme fra rådhuspladsen, lige overfor
denne kirke tilbragte vi overskyede blandede dage med frisk fisk, en travl stedmor, en hellig kilde, a beeshus,
god og sød mocca, and a la orange, masser af jydewhist, dameblade, fluer, vesterhavet, mere fisk, en svampeinfektion, cirkus Dannebrog, jødekager,
strandingsmuseet, vindmøller, fluer, døde fluer, bløde jyde madrasser, soveposer, badetøj, solhatte, kunsthåndværkermarked og en mor med blandede følelser.
Når jeg får vesterhav og lav himmel i blikket er det altid forbundet med blandede minder. En blanding der består af lillebysladder, salte tårer og fortielse. Jeg fik besøgt min mors grav og måske tilgivet hende - jeg ved det ikke helt endnu.
Under alle omstændigheder fik børnene tørre tæsk i kortspil, badet et par gange i både sø og hav trods ustadigt vejr og kage og is næsten hver dag. Så kan det ikke blive mere ferie. Ferien gav også tid til et besøg hos en af de notoriske tøsebloggere og minsandten om ikke der var varme knus, kaffe på kanden og et blink i øjet. Må jeg anbefale et besøg hos
moccapigen både cyber og IRL.
Næste etape består af 1000 måder at undgå udsalget i København på - jeg er seriøst flad efter
kamerainvesteringer - der FANDME ikke er kommet endnu på trods af både ny taske og 2 stks. 1 gb SD-ultra II memorycard venter på den. Flab!
Hjernen er gået i feriemode, så der udvikles ikke så meget for tiden, som jeg ellers havde planlagt.
Den medieskabte terror
I en verden med mangel på historier, der kan chokere og berører mennesket som samlet hele er begrebet terror blevet massemediernes redningskrans. Vi taler i dag om terror i medietermer og det er ikke helt tilfældigt. Begreber som ”terrorbilledet” og ”terrorens ansigt” definerer terror som et produkt at massemedierne.
Mediernes svaghed er at de først lever i det øjeblik de ses. At blive set i en eller anden grad er derfor en nødvendighed for eksistens og udvider derfor grænserne for de metoder, der kræves for at fange vores opmærksomhed. Konflikten er en basal vinkling og krigen er et fantastisk symbol og hvor 70’erne havde den kolde krig, 80’erne den reelle krig, 90’erne havde katastrofen (sygdom, sult, miljø)– og i dette årti har vi terror.
I disse overordnede paradigmer ser vi også bevægelsen for hvordan den masseproducerede angst har flyttet sig fra den politiske scene til den private. Krigen er overeksponeret i den grad, at det nære chok, den vitterlige forargelse og de følelser, der får os til at købe mediernes historie er i dag langt sværere at opnå end for 10 år siden. Medierne er ganske vist en magtfaktor, der sætter dagsordenen for hvilken angst vi skal mene er mest nærværende, men tryk avler modtryk og evnen til at ignorere den skabte angst stiger ekspotentielt med mediernes forsøg på at bringe os tættere og nærmere på det nærvær, der er nødvendigt at skabe for at sikre eksistensberettigelsen.
Baudrillard skriv i de tidlige 90er om ”krigen der ikke eksisterende” – Falklandskrigen, fordi havde det ikke været for medierne dækning ville denne krig ikke have eksisteret i folks bevidsthed og at dækningen i sig selv aldrig udtrykte krigen i sig selv, men blot var en illusorisk genspejling af, hvad medierne ønskede at se.
Krigens angstscenarier er gået fra at være den store trussel(angsten for den anden) over realiteten (angsten for det umenneskelige) over symboludtryk (angsten for de uoprettelige) til i denne epoke at udtrykke sig i det dulgte. Krigen har fået påhæftet endnu et angstscenario – nemlig angsten for det uforudsigelige.
Det handler ikke om der vitterligt er døde i London, om vi synes det er forfærdeligt eller ej eller om København nu er næste mål, det handler om at terroren næsten udelukkende lever af mediernes eksponering og aktivt udnytter disses evne til at skabe en fælles angst. Er terroren som vi så den i New York, Istanbul, Madrid og London skabt af medierne selv? Terror som den udføres er velkendt krigsstrategi men i kraft med at terroren er blevet til et spektakulært show med civile som ufrivillige deltagende sælger mediernes alt for villige sendeflade billetter ved indgangen. Vi har succesfuldt fremmanet vores barndoms monster fra skabet, men hvad værre er, det er et Frankensteinmonster, der lever, tænker og handler selv.
That's my boy
Mine unger har ageret linselus og fået deres 15 minutes claim to fame.
Min søn brugte dem på at udtale: Vi har været ude at sejle i gummibåd, og så fik vi numsemassage af bølgerne. Det var herresjovt!"
That's my boy!