At elske betingelsesløst. Blangstrup spørger så finurligt om det er hårdt arbejde at blive elsket betingelsesløst? Og hertil må man svare: ja, hvis man er skadet af livet som jeg.


Vi har alle oplevet vores små traumer i vores barndom, det er som oftest dem man lærer af, vokser med og fra og danner den personlighed, som vi kæmper med resten af livet. Problemet er bare når traumerne er grundlæggende. Tag nu ikke fejl, for dette er ikke et tudeindlæg a la – åh hvor er det hårdt for stakkels mig – for det er det ikke. Jeg er benhård, overkommer det uoverkommelige og er tillige begavet med en rimelig velfungerende hjerne. Jeg er bare så pokkers skæv.


Det er hårdt arbejde at blive elsket betingelsesløst – fordi det dagligt konfronterer mig med mine største traumer og gør mig opmærksom på det gabende hul, jeg har indeni.


Jeg fik et billede af mig i en alder af ca. 1 år, hvor jeg er indleveret til børnehjem – det var et trist syn af en lille pige, der forskræmt og sørgmodigt nægter at se ind i kameraets ubønhørlige fastfrysning af en skelsættende begivenhed. Det var startskuddet på en livsvandring, som kun jeg kan leve mig ind i. Og nej, det er ikke synd for mig – det er et vilkår.


Savnet, hullet, gabet er et konstant center som mit indre søger en løsning på velvidende, den nok aldrig kommer. Det er en evig sorg, som jeg bærer rundt på og som ingen andre kan deltage i. Den driver mig, nager mig og skræmmer mig – men mest af alt er den en fundamental hjørnesten i den materie, der udgør mig.


Så derfor er det hårdt arbejde at blive elsket betingelsesløst – fordi min grunderfaring fortæller mig, at intet er betingelsesløst – selv den største kærlighed – den til dit eget afkom – kan bukke under for fattigdom, ensomhed, dødsfald og deslige. Angsten for at miste er så meget desto større, hvis det der lades tilbage i forvejen emotionelt er hullet som en schweitzerost.


Så på den ene side higer jeg efter og giver gerne uendeligt meget kærlighed og på den anden side kan jeg ikke modtage den. Denne barriere er et fakta og det gør det usvigeligt svært at elske mig – og jeg må elske min kæreste alene for forsøget. Det er et utaknemmeligt job, men jeg er taknemmelig, for hver dag han prøver.


Så hvorfor fortsætte med forsøget? Fordi jeg skal se mine dæmoner i øjnene, fordi jeg ikke vil leve uden at blive elsket og elske tilbage og fordi jeg nægter at være et offer for livet. Så ja, det er fanden fuckme mig hårdt arbejde at blive elsket betingelsesløst, men aldrig om jeg vil opgive forsøget. Det er mit livsprojekt.  ¶ 18:16  0 comments

  Kattejammerrock Jeg spekulerer seriøst på om det var en god idé at anskaffe katte – og så endda to af slagsen – når de:

• - på trods af seriøs overfodring - går i skraldespanden og slæber gammelt affald ind under sengen
  
  
• laver en bred brun stribe på det lyse gulvtæppe, fordi de forsøger at komme af med det røvribs, der hænger og dingler
  
  
• efterlader røvribset, så man træder det op i et par fine nye lyse lammehjemmefutter
  
  
• flår det flettede sæde på ens Y-stol op i løber af en formiddag
  
  
• flår sædet på husets dyreste designerstol (Charles Rennie Mackintosh) op i løbet af en formiddag
  
  
• sætter brune potespor på de vigtige papirer til det offentlige
  
  
• slås om herredømmet for tyvende gang og derved flår dugen af for tyvende gang
  
  
• æder tulipanerne min elskede bragte mig her til formiddag
  
  
• senere brækker sig under sønnikes seng, fordi de har ædt tulipanerne
  
  
• flår ens pande op til et blødende sår, fordi man forsøger at fjerne de øjenklatter, der ellers med umiskendelig sikkerhed vil blive gnedet af på ens bedste tøj senere hen
  
  
• lægger sig med en selvfølgelighed mellem min elskede og jeg, lige som vi er i gang med at kysse
  
  

Mine to gårdkatte er ufatteligt nuser, aktive og dumme som døre. Når de engang afgår ved døden, skal jeg ikke have flere – tror jeg nok.


  ¶ 18:03  0 comments

  Så er det fandme nok... enten blogger man eller også gør man ikke. Man sidder thivertifald ikke som en vindtør halvkedelig gammel heks, der brokker sig over at livet har stukket sin krogede klo op i din røv.

Så Charlotte aka EatmyShit...dit næste blogindlæg er kraftpetervæltemig positiv, indsigtsfuld og dybt humoristisk, eller skal jeg give dig kroget klo skal jeg - med modhager.

Og nu jeg har fingrene i dig - hvad med at hælde for bare 2 øre indhold i dine indlæg - hvaba´? Kunne det være så meget forlangt taget i betragtning af, at staten har spenderet 8 års længerevarende uddannelse på dig for slet ikke at snakke om de obligatoriske 13 år inden. Hvad med at bevise at skolepengene ikke er spildt.

Tag dig sammen - tudefjæs!  ¶ 07:33  0 comments

  Jeg savner solen Jeg har haft en vinter med syge børn, syg mand, syg mig og sygt meget arbejde. Nu vil jeg gerne have lys og luft, glæde og overskud tilbage på kontoen.

Kan man bestikke solen?  ¶ 22:30  0 comments

  Helt ærligt ...er der nogen der gider forklare mig den store fidus med parforhold - jeg mener:
1. du får mindre plads i lejligheden (mindre plads=færre sko).
2. du skal slås om fjernbetjeningen - og sofaen!
3. du skal pludselig se dobbelt så mange bekendte (der sjovt nok alle dropper forbi kl 18.00).
4. du får flere familiebesøg ind af bagdøren med dertilhørende fordoblet gavebudget!!!
5. du laver mad til dobbelt så mange - hele tiden (se punkt 3).
6. du rydder op efter flere - hele tiden
7. du snasker rundt med andres beskidte underbukser i vaskekurven (hvis de da er nået så langt).
8. du skal pludselig sjusse på, hvornår du er hjemme - og hvorfor...!
9. begreber som værdier, følelser og rummelighed skal forklares ca. hver anden dag.


Et eller andet sted fik jeg vist ikke læst varedeklarationen ordentligt eller også er jeg bare blevet snydt...igen. Hvor lang tids returret har man og kan man klage til forbrugerombudsmanden?  ¶ 07:18  0 comments

  Jeg er temmelig jydsk – hemmeligheden bag det at spare Udover min accent, der skinner igennem når jeg siger skåårte, jåårbær å såån så har jeg erkendt, jeg er temmelig jysk oppe i mit hoved. Når jeg siger jydsk, så er det i min egen fordomsfulde stereotypier af jyder.


Jeg vil her afsløre et af min mindre appellerende eller skal vi sige charmerende karaktertræk - jeg er nemlig sådan en naturalieøkonomi-lad-os-klunse-bytte-os-til-en-forståelse-du-gør-mig-en-tjeneste-jeg-gør-dig-en-gratis-ja-tak-samler. Hvad er så det? Det tager sikker et utal af former, men jer er sådan en, der er opmærksom på alt, der er gratis, fordi det nok kan bruges på et eller andet tidspunkt eller kan byttes til noget, der kan bruges. Det er en svaghed og jeg kan ikke komme over det - så hvorfor ikke gøre det til en kunstart? Jeg siger næsten altid ja, hvis nogen spørger, om der er nogen der vil have rester med hjem (med mindre det er rosenkål) - fordi jeg hader at maden går til spilde. Kan jeg ikke spise det, kan kattene sikkert eller også kan det med garanti fryses (behøver jeg nævne at jeg hver kvartal ofte smider udefinerbar glemt frossen mad ud). Ja, jeg påstår ikke at det i det lange løb altid er fornuftigt - det handler om at mit jydske hjerte ikke kan få mig til at overse en potentiel sparemulighed.


Da jeg var studerende med barn (og det var før ekstraklip og alt det gejl), overlevede jeg på den måde - jeg tog altid den tomme flaske med hjem, jeg mødte på min vej (det svarede til 1 gratis æble og frugt var det vi slet ikke havde råd til), jeg genbrugte næsten alt og jeg tog selv pulverkaffe med i en lille beholder - fordi kogende vand med mælk var gratis i kantinen (et tip jeg har givet videre til mange studerende). Se, dengang kunne jeg med tilfredshed udøve min sparelidenskab i fuld offentlighed - fordi alle kunne forstå, at en studerende mor med et lille barn ikke havde en krone - i dag er det mere pinligt. Men hvordan får man forklaret sin omverden man godt kan lide at spare uden at fremstå som verdens største gnier? Hvordan forklarer man andre, at man gladeligt tager de små gratisposer med instantkaffe fra hotelværelserne plus de indpakkede sæber og renseservietter, fordi de er så gode at tage med på familieskovturen? Lyder det ikke lidt sølle, når man prøver at fremstamme, at grunden til man scorer alle de små stykker indpakkede valhronachokolader fra vennernes kaffekopper er at de er geniale at hænge på ungernes fastelavnsris eller effektivt kan lukke skrigende munde på en lang biltur?


For det at spare vækker ikke den største forståelse hos de fleste - man bliver ofte sat i bås med, man er nærig og ikke-givende, men ærlig talt – jeg mener, man kan være givende på mange planer - jeg siger sjældent nej, hvis nogen beder mig om en tjeneste, der er altid plads til én eller to mere til ved mit middagsbord (hvis du vil spise det, der serveres, for vi laver ikke særlig mad til dig :-)), kaffe kan brygges i løbet af kort tid og rødvinsproppen popper gerne af, hvis du kigger forbi. Jeg kan bare ikke lade være med at score de gratis ting eller prøve at få en vare billigere. Fordelen ved denne lille mani, er at mine unger og jeg laver mange ting selv. Vi bager selv kagemænd til fødselsdagene, laver selv julepynten og tegner selv til-og-frakort samt de udsendte julekort, fordi vi kan spare og fordi vi mener, vi kan gøre det næsten lige så godt.


Der er dog grænser – jeg ser ikke alle disse spareprogrammer, for det handler ofte om at erstatte en rimelig kvalitetsvare med en billig skodvare, der ligner – og det er ikke sådan jeg vil spare. Jeg vil gerne have kram og kvalitet. De fleste ægte jyder, jeg kender, køber f.eks. altid det billigste kød - for kø' er kø' - men sådan har jeg det ikke. Ærlig talt, jeg ville aldrig gide score kinderæg på cafeen – kun de lækre små valhronabidder. Jeg vil have kvalitet – lækker kvalitet - men billigst muligt og jeg har gjort det til en rendyrket kunst at skaffe det. Og her er nettet og auktioner en guddommelig ting.


Jeg har det i bund og grund bedst med at spare og betale kontant - jeg sparer gerne på tøj (ikke sko), byture, sparer op gennem et helt år og så køber jeg et eller andet sindssygt ekstravagant, som jeg har ønsket mig i en mulliard år. F.eks kæresten fotoudstyr (ja, han fik både ekstra hukommelse, flash og ekstra batterier med i pakken - for man er vel kræjler). Af og til vælter planerne og besparelserne som da vores lille Punto røg – vupti, kan du sige farvel til opsparing til videoudstyr – det bliver i år 2006 – tidligst - arrrgghhhh.


For her kommer sandheden - alt det spareri gør mig ikke rigere - jeg er stadig en fattigrøv på 1. række, der af en eller anden grund ikke kan få pengene til at slå til trods sindige regnskaber og nøje bogføring. Så ærlig talt, det handler ikke om at spare - det handler om lidenskab og natur. Når jeg f.eks. køber et medlemskab til Statens Museum for Kunst, fordi man lige nu kan få 2 års medlemsskab for 1 års pris – så skal jeg jo stadig rykke ud med pengene nu, selvom jeg får dobbelt tid på kortet og jeg kan garanteret ikke mærke besparelsen til næste år, hvor den reelt træder i kraft. Nej, det handler om, jeg simpelthen ikke kan lade være. Så, der blev det lig luftet.  ¶ 07:05  0 comments

  gendigtning af Auden - hvad synes du Jeg har tøvet med at kaste mig ud i gendigtninger, da det kræver man jonglerer med sproget til det yderste og ikke forfalder til de nemme løsninger. Nu vil jeg gerne have læsernes dom over min gendigtning af dette kendte digt af WH Auden - jeg ved det er gendigtet én gang af de, der oversatte "fire bryllupper og en begravelse", men jeg sværger - jeg har ikke skelet til dem.


Tøv ikke med at lade dommen falde, heller falde nu end senere.


BEGRAVELSESBLUES

LAD TIDEN STANDSE SÅ TRÆK DOG STIKKET UD
STOP DYRENES LYDE MED HARSKE KOMMANDOBUD
LAD ORGELTONER STILNE, SÅ TROMMERYTMEN KAN
FØLGER KISTEN UD MED SORGEN SOM BÅREMAND.


FLYVEMASKINER INDKREDS DEN JAMREN, DER LØD
SKRIV BUDSKABET PÅ HIMLEN, HAN ER DØD,
LAD SØRGEBIND FLAGRE FRA ALLE DUERNES KROP.
KAN TRAFIKOFFICERERNES HANDSKER BLIVE MØRKE NOK.


HAN VAR MIN NORD, MIN SYD, MIN ØST OG VEST
MIN ARBEJDSDAG OG MIN SØNDAGSFEST
MIN MORGEN, MIN MIDDAG, MIN TALE, MIN SANG
JEG TROEDE EN SÅDAN KÆRLIGHED VAR EVIGT LANG


STJERNENES LYS BØR SLUKKES: DE ER ALT FOR NÆR
FJERN MÅNEN, FORMØRK NU SOLENS BRÆNDENDE SKÆR
LAD HAVENE UDTØRRE OG FÆLD SKOVENES SKYGGE
FOR INTET KAN LÆNGERE SIKRE MIN BESTANDIGE LYKKE


FRIT EFTER W. H. AUDEN




"FUNERAL BLUES"

STOP ALL THE CLOCKS, CUT OFF THE TELEPHONE,
PREVENT THE DOG FROM BARKING WITH A JUICY BONE,
SILENCE THE PIANOS AND WITH MUFFLED DRUM
BRING OUT THE COFFIN, LET THE MOURNERS COME.


LET AEROPLANES CIRCLE MOANING OVERHEAD
SCRIBBLING ON THE SKY THE MESSAGE HE IS DEAD,
PUT CREPE BOWS ROUND THE WHITE NECKS OF THE PUBLIC DOVES,
LET THE TRAFFIC POLICEMEN WEAR BLACK COTTON GLOVES.


HE WAS MY NORTH, MY SOUTH, MY EAST AND WEST,
MY WORKING WEEK AND MY SUNDAY REST,
MY NOON, MY MIDNIGHT, MY TALK, MY SONG;
I THOUGHT THAT LOVE WOULD LAST FOR EVER; I WAS WRONG.


THE STARS ARE NOT WANTED NOW: PUT OUT EVERY ONE;
PACK UP THE MOON AND DISMANTLE THE SUN;
POUR AWAY THE OCEAN AND SWEEP UP THE WOOD,
FOR NOTHING NOW CAN EVER COME TO ANY GOOD.


W. H. AUDEN
  ¶ 23:01  0 comments

  Nu er det bevist - gennem Lebechflokken Jeg har nu et seriøs bevis for, jeg er blevet gammel - da jeg var ung, passede jeg i min hjemby en lille børneflok på 3. Det var de sødeste børn - smukke, fornuftige, glade, harmoniske og veltilpassede - alt det jeg gerne ville have været som barn, og som jeg stræber efter, mine egne børn skal blive. Jeg husker, jeg beundrede deres familieliv - børn, der var frie, og velbegavede forældre, der så ud til stadig at elske hinanden. Jeg var 15 og de var bare små børn.


Adam, Sofie og David - gud ved, om de kan huske mig - jeg kan huske dem - de er nu fornuftige, glade, harmoniske veltilpassede voksne(ikke at jeg tvivlede på, de ville blive det, men for pokker - allerede!) med egen weblog - Thi, nu spør jeg dem Fru Heilbundt!!! Hvad gir' I mig - og så endda David, der blot var en ganske spæd dut, der ikke ville passes af mig, men lå og skreg i sin seng, indtil storebror forbarmede sig og fik ham til at le - jeg husker ham, da han bare var en bule på sin mors mave. Ach, med et trylleslag blev jeg voksen på nettet. Adam, som jeg byggede legotårn sammen med, der alle blev hugget om af hans drabelige sværd og Sofie, der puttede sig ind til mig i sofaen og faldt i søvn i mine arme med en tåre i øjenkrogen af forældresavn og som jeg bare måtte knuselske, fordi hun var en yndlig lille trut med gammelkloge bemærkninger.


Se, så er man ved at blive gammel - når man forundres over, at de, som blot var små børn dengang, nu er voksne mennesker med uddannelse og sikkert også venter egne børn lige om hjørnet. Jeg tør slet ikke tænke på, at da jeg var 18, arbejdede jeg i en børnehave - de render nu alle rundt som voksne (nogle med weblog) og jeg kan sikkert ikke genkende dem i min massive fornægtelse. Fuck....jeg som stadig ser ung ud og stadig drømmer om at lave en masse andet, end det jeg gør nu...er det kun en illusion?


Erkendelse har det med at ramme én i nakken som en kanonkugle, der giver massiv hovedpine. Men søde det var de nu de små unger.  ¶ 06:43  0 comments

  Julen varer længe koster forbandet sindsygt mange penge - så jeg er bankeråt, måske det skyldtes jeg valgte at købe denne gave til min elskede.


Og så hjælper det jo ikke at bilen skal repareres for over 20.000 klejner, opvaskemasinen er gået i vanilliekrans i dag og min lille nissesøn har fødselsdag på søndag.


Stik mig så den lottogevinst (eller bare en kupon). Kan man ikke bytte en af sine julegaver for lidt held?
  ¶ 20:42  0 comments

  2004 Var året hvor jeg konsekvent blev dummere. Dette er en tilbagevendende følelse siden jeg gik ud af universitet. Kompensationen er en hvis spleen - hvor man accepterer livets fakta - nogle kalder det at modnes.
Jeg savner til tider den studendikose tid, hvor de små grå arbejdede på højtryk og hvor livet var så uforudsigeligt.

Jeg ældes og savner ord.  ¶ 19:35  0 comments