Livet er ikke for de knækkede ...sagde en tidligere veninde ofte. Men sjovt nok er mit liv pt. knækket over på midten. En usandsynlig god ting er hændt i mit liv (og nej jeg kan ikke fortælle om det endnu) og en usandsynlig træls ting (og nej jeg kan ikke fortælle om det endnu) - jeg vader rundt i et limbo og kan ikke rigtigt juble eller græde.


Hvert år fortæller jeg mig selv at nu kan det ikke blive hårdere - men sjovt nok synes jeg hvert år der strammes en tand i hele maskineriet. Måske det er det, man kalder "alderen der trykker"?


Men derudover går det godt fru kammerherreinde!  ¶ 21:53  0 comments

  Bananteorien Det er ikke nogen hemmelighed at jeg racemæssigt er asiat. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg er opvokset i Dannevang. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er dødtræt af småmorsomme racistiske vittigheder over mit udseende.


Tag en dyb indånding før I udbryder at jeg mangler humor, skal tage ting med en gran salt og klappe hesten. For det handler ikke om disse elementer eller om at ingen må gøre grin med mit udseeende. Det handler om at min race spænder ben for mig.


Kaukasisk udseende mennesker oplever det som en sjov kuriøsitet at være udseendesmæssig anderledes end majoriteten når de rejser udenlands. Ofte i form af små sjove fortællinger, de tager med sig hjem for at illustrere en anekdote eller to. Det sjove for mig forstummer i det øjeblik jeg opfylder den berømte "banateori" - at man er gul udvendig og hvid indvendig. At ens indre ikke passer til ens ydre - så at sige. Jeg kan aldrig "tage hjem" og vende oplevelsen til en sjov lille anekdote, jeg lever med dem hver eneste fucking dag, og jeg må sige, jeg er så forbandet træt af det.


Når jeg kalder morsomhederne småracistiske, så handler det om at de udelukkende går på mit udseende. Alle kan forstå at det ikke altid er vanvittigt morsomt for bebrillede personer at blive kaldt brilleabe eller for store mennesker at blive kaldt for fedberg, men de færreste kan forstå at det samme gælder for os med et andet udseende end den hvide. Og det handler om konnotationer folkens - konnotationer om den asiatiske race skabet gennem stereotypier og myter, der bestemt ikke er stivende for rygraden at blive sammenlignet med - især når man ikke kan hente dækning i en kulturel sammenhørighed. Ser I, var jeg asiat af indre kunne jeg med indre ro henholde mig til min egen kulturs stolthed og identitet. Men fordi jeg er opvokset med samme stereotypier og myter, så rammes jeg dobbet så hårdt over henvisninger til min race. For at pinde det ud - hver gang formiddagbladende skal skrive om prostiturede så er der dømt forskel i race. Når der skrives om danske, polske og afrikanske prostituerede, så bruges ordet "prostitueret" + nationalitet. Skrives der om prostituerede fra Østen så skrives der "Thailuder". Valg af ord er forskellige og konnotationen til ordet er forskellig - især mentalt.


Det handler ikke om at være ked at sit udseende eller forbande at man ikke er født hvid, det handler om at folks uvidenhed eller rettere ufølsomhed går mig på. Ligesåvel som jeg har en sensitivitet over at forsøge at undgå at ramme folk på elementer, jeg mener ligger under bæltestedet, så regner jeg med de udviser den samme hensyn til mig. Jeg kan ikke se, at fordi jeg er begavet med et andet udseende end den hvide, så skal jeg være dobbelt så overbærende og smile af hver eneste stupiditet jeg hører, der alene behæftiger sig ved et udseende og ikke forholder sig til min person som et hele. Og nej, jeg synes heller ikke grønlændervitser, perkerjokes og negervittigheder er morsomme - jeg synes, de er beskæmmende.


Dette er en varm kartoffel at tage op, fordi jeg så ofte har stødt på meninger som "at folk ikke mener det så slemt" eller at "det er jo kun for sjov". Jeg vil gerne se den første der, griner når jeg råber "spasser" efter deres mentalthandicappede barn og jeg forstår slet ikke at man ikke ruller sig hulkende af grin når danske piger bliver kaldt for "ludere" i skolegården. For for mig er det principielt det samme. Jeg skal smile muntert af kommentater til min race, hvor andre råber racisme?


Og ja man må gerne gøre grin med mit udseende, så længe det er ting der er signifikant for mig som person og ikke mig som race og så længe konnotationerne ikke er racistiske. Jeg har intet mod, at folk morer sig over min obskure personlighed. Det er min og signifikant for mig og der kan jeg læne mig tilbage i min egen personlighed og fnise med. Forskellen ligger i noget så abstrakt som "kulturens byrde" - jeg er del af den danske kultur og at blive konstant forrykket eller revet ud af det fællesskab ved at blive mindet om min race, sætter mig i det dilemma, at jeg på en gang er dømt "ude", hvor jeg burde være "hjemme". At jeg konstant bliver påmindet om, at jeg ikke "hører til". Ler man af specifikke karakteristika ved mit udseende, kan jeg stadig være "hjemme", men ler man af mig som race, kan jeg pendle fra nu af og ind i evigheden i et ingenmandsland, der gør mig kulturløs. Og jeg er ganske sikker på at andre med et ikke-kaukasisk udseende bosiddende i Danmark, har det som mig.


Det var en lang rodet smøre om bananteorien og jeg håber de fleste fanger essensen og giver det en ekstra tanke næste gang, der falder morsomheder ud af munden på dem.


Der er derudover frit slag for at gøre grin med mine meninger, min skrift og mine valg her i livet - dem har jeg nemlig selv valgt.  ¶ 22:16  0 comments

  Kender I det? At ens liv enten kan gå fuldstændigt død, eller at der kan ske så meget at hjernen blot siger en summelyd a la fjernsynet, når det stopper sin broadcasting.


Min hjerne har i den seneste tid lidt af denne hyletone. Der sker for meget i løbet af for kort tid, store forandringer og udfordringer venter, og når jeg har sorteret ud og kommet mig over chokket, så poster jeg sikkert fornuftige indlæg igen.


Og bare rolig, det er gode forandringer og udfordringer - men de efterlader mig næsten lammet af præstationsangst, men mon ikke jeg kommer helskindet over floden Styx - guldet har jeg med mig.  ¶ 16:46  0 comments

  Hvad putter de i? Blot en lille intetsigende blog her på falderebet. Jeg har spekuleret på om de samme stoffer, som der findes i cola optræder i æblejuice? Jeg tyller 1½ liter om dagen. Gud ved om det er usundt, ikke at jeg nogensinde har været sund, men ærlig talt, det er da en smule voldsomt.

Det samme forhold har jeg til vand i flasker - jeg kan ikke døje postevand, men kommer det i en lille gennemsigtig plastflaske, hælder jeg gerne flere liter ned - og ja, jeg har vundet en smagstest på vand fra hanen og flaske.

  ¶ 00:25  0 comments

  Det lykkedes Det lykkedes, at undgå at se det kongelige bryllup i tv
Det lykkedes, at underskrive et stykke papir, der vil forøge min livskvalitet og økonomi betragteligt fremover(mere herom senere)
Det lykkedes, at plante flere planter i min gårdhave
Det lykkedes, at at undgå at drikke mig fuld, på trods af en smule alkoholindtag for første gang i 3 år (goddam allergi)
Det lykkedes, at nyde solens varme i dag trods ustadigt vejr


Alt i alt kan jeg kun konstatere at "life is good", Inkas har ladet høre fra sig og er gået i gang med mine adoptionspapirer, reservationen på billetten til Korea er kommet og der er penge på kontoen til at betale den og snart vil der komme afklaringer på flere fronter.


Hvad er lykkedes for dig i dag?  ¶ 18:23  0 comments

  Humøret er stigende I dag så jeg en gammel ven, som jeg har savnet rigtig rigtig meget. Da jeg mødte ham, blev jeg først klar over hvor meget og tænk, jeg var lige ved at tude af bar befippelse. Det var rigtig godt at se ham og mærke hans nærvær igen. Der går for lang tid imellem men det går den rigtige vej og han har det godt. Han er én af de få mennesker, der er i stand til at se mig, som jeg er, med alle mine styrker og svagheder og alligevel få mig til at føle, jeg er elsket. Han er en ven i ordets bedste betydning.


Derudover kan jeg se frem til en travl uge, hvor der skal ringes rundt, ordnes ting, skrives mail og holdes møder - nogle er gode nogle knapt så gode, men for første gang i lang lang tid, kan jeg mærke glæden boble op.  ¶ 23:53  0 comments

  En ny verden åbnede sig Efter at have læst dansker studens blog, åbnede en ny portal ind til en anden verdensorden sig - nemlig et letsindigt blik ind i de såkaldte yderst højreorienterede blogs. Det har givet en indsigt i, at der skam findes synspunkter, der sjovt nok ligger i parrallelspor, selvom de tilsyneladende står i modsatte fløje.


Grundfortællingen er, at en eller anden 1. indstans undertrykker 2. en anden ved at snyde den på det groveste og konspirere mod det gode. Det handler om at i virkeligheden sidder en 3. gruppe og vil overtage verdensherredømmet og al fred og håb på jord står for sin ende.


Indsæt selv efter ønske:
A) 1. Den højreorienterede regering, 2. arbejderklassen, de udbyttede, de svage *indsæt selv foretrukne etikette* 3. de elitære narcissister med gysserne
B) 1. Den ventreorienterede intellektuelle og gerne feministiske garde, 2. befolkningen, 3. de fremmede
C) 1. Den venstreorienterede regering, 2. de gode danske borgere, 3. muslimerne, sorte, nasserøvene, perkerne *indsæt selv yndligsskældsord*
D) 1. FBI/CIA/*vælg selv forkortelse*, 2) befolkningen, 3. væsener fra det ydre rum - uanset intelligens
E) 1. Sæder og skikke i dag, 2. Guds bud og ord, 3. Satan
F) 1. USA, 2. Irak, 3. amerikaniseret kapitalisme og livsstil
G) 1. Saddam Hussein, 2. demokratier, 3. terrorismen
H) 1. Globale virksomheder, 2. naturfolkene, 3. pengegriske forretningsmænd
I) 1. Kommunisterne, 2. den vestlige verden, 3. de røde svin
J) 1. Den amerikanske regering, 2. den amerikanske befolkning, 3. jøder, homoseksuelle, sorte *indsæt selv din personlige hadegruppe*
K) 1. Skolelærer, 2. eleverne, 3. småborgerligheden
L) 1. Diffus magtliderlig indstans, 2. sandheden, 3. dem der du ved, vi aldrig ser
og min personlige favorit:
M) 1. Den indre svinehund, 2. almen menneskelighed, 3. en afsporet flok paranoide mavesure levn af en danskhed


Jeg har spekuleret længe, måske det onde har en profil? Har jeg glemt nogen, så læg dem i kommentarboksen - det var ikke med vilje, undskyld!  ¶ 18:15  0 comments

  Baggårdsidyl 2 I et anfald af biedermeierromantik er baggårdshaven nu udvidet med roser, timian og efeu. Ærterne, rosmarinen og lavendel spirer, så nu nusler jeg om de spæde skud for at få dem store nok til en ompotning. Ærteblomster, Majs og persille lader vente på sig, men minsanten om ikke tomater og koriander har sat de første små blomster. Forvirrede over den megen sol og den flittige vanding som ungerne slås om at få lov til - stod det til dem, var alle planterne druknet forlængst.


Nu mangler vi bare at restaurenten fjerner sit møg, politiet fjerne de mange herreløse cykler, parasollen indkøbes og grillen bliver renset, så er vi parate til gårdfest. Tro det eller ej, vi tænker at plante flere blomster endnu.   ¶ 22:01  0 comments

  En ung kvinde kom cyklende Kender i det når man få små glimt, der sætter gang i en erindringskæde? Her til morgen kom et ungt par cyklende forbi, de skreg af fuld hals, mens de lo og pigen så sig kækt og en anelse spørgende omkrig. I et splitsekundt mødte hendes øjne mine og så begyndte tankerne at myldre.


I ungdommeligt vovemod skreg disse to deres ungdoms friskhed ud denne varme forårsmorgen, mens de så normerne og småborgerligheden omkring sig pensle en kedelighed op mod deres egen udødelighed. Midaldrende mennesker der i deres små biler og på cykler med barnesæder bagpå mosede til arbejde med dybe rynker i panden, mens dette par i dette øjeblik ikke kunne andet end at skrige i glæden over at forarge og bryde den massive tavshed bare en lille smule.


Nu er det jo slet ikke sikkert der var sådan det forholdt sig, men det fór gennem min tanker mens jeg låste min cykel. Mit blik mødte hendes og jeg forundrede mig over den sprøde skønhed og det aparte udseende. Jeg mindedes de selv samme udødelighedsfølelser blev skreget ud i min ungdom med en slet skjult foragt for lemmingernes kamp for at komme på arbejde.


Det var 20 år siden og i dag farter jeg lemmingeagtigt på arbejde hver morgen, mens solen skinner. Lige nu sidder jeg og ransager mit indre for bare at finde en lille smule udødelighed og overveje om en 36 årig kvinde kan cykle mod solen og skrige højt. Jeg får en lyst til i sådanne stunder at drikke mig ihjel, men da jeg er allergisk overfor alkohol, må der findes andre veje.


Nogen forslag til hvordan man genfinder sin udødelighed – og nu ikke alt det der med at rapelle og hoppe i elastik – jeg taler om den udødelighed, der ligger i at være 16, cykle en varm forårsmorgen og skrige sin glæde ud.
  ¶ 16:42  0 comments

  Hvor skal kampen kæmpes? Hr. sublim mener i sin post "Vi kæmper for fred", at det er ganske sublimt på den ene side at skose de stærke for at have magten og på den anden side at hylde at arbejderklassen gerne må give på puklen. Jeg synes, det er paradoksalt, men desværre syntes den sublime jeg var dum og ville ikke gå i dialog, så nu kan jeg ikke poste denne besked til ham i hans kommentarboks. Så har jeg også prøvet det med!


Men helt snydt skal han dog ikke føle sig og han er velkommen til at fortsætte dialogen i min kommentarboks, med mindre han hører til en af de få anonyme, jeg har bannet (anonyme kommentarer er kujoneri).


Men desudagtet, så fik klassekampens markeringsdag og den sublime post mig til at fundere. Vold er nemlig ikke altid vold. Vold forbundet med magt er noget slemt grissefy, mens vold forbundet med klassekamp og undertrykkelse er heroisk og fint. Så langt så godt.


Men når jeg nu har det svært med at tage den formanende pegefinger om solidaritet med arbejderklassen alvorligt, så skyldes det jeg kan se den ene fagforening efter den anden vælte sig i skandaler og rygklapperi med en benhård partipolitisk ensretning af tankegange og meninger. Og jeg kan slet ikke forholde mig til den skærende tone, når andre, der åbenbart er nogle slemme elitære karle, skal klappe kaje for ikke at få nogle på dittoen – handsken er kastet.


Tag nu ikke fejl, for jeg er også medlem af fagforeningen og er så ganske klar over, at uden kampen for bedre arbejdsvilkår ville de fleste lønmodtagere være ilde stedt. Men billedet af arbejderen virker så forunderligt ”altmodisch”, når det betyder, at man partout skal stille sig under fanerne og synge halvvoldelige sange, mens man tyller bajere og spiser pølser.


Langt den største del af Danmarks befolkning kan takke klassekampen for den velfærdsstat vi har i dag – hvad enten man kan lide den eller ej. Det pudsige er at netop arbejderklassen har sejret i den grad og findes der utilfredshed over dagens samfund også i abejderklassen, kan de vende sig mod egne rækker og spørge ”hvad fanden er meningen”. For selvom liberalismen er skyllet ind over verden de sidste 5 år (penduleffekten vil nogen mene) så har norden især siden 70’erne i den grad båret præg af arbejderklassens dogmer og ideologier, og jeg er ikke så sikker på at billedet, vi maler i dag, er et rent skønmaleri.


Skal jeg pege på de mest selvfede magtmennesker, så sidder de i fagforeningernes hovedkontorer med superlim på måsen og sjældent har jeg mødt en flok, der i den grad udviser foragt for den enkelte menneske og lader partipolitikken komme før den menneskelige etik. Sammenligningen til kirken i forne tider står mig lige for.


Så kan det det da godt være, at man stadig kan mane en næsten fascistisk æstetik frem, når den stovte arbejder med de barkede næver står på barrikaderne, men i dette land er næverne smurt ind i højtbelagt smørrebrød med remoulade og barrikaderne skiftet ud med konferenceborde og rejser betalt af medlemmernes lommer. Undskyld mig jeg ikke udviser den fornødne respekt.


Før arbejderklassens kamp var der en kamp om oplysning. Og den kamp vil jeg egentlig hellere kæmpe i dag. For gennem øget viden og kvalitativ oplysning giver man den enkelte stærke våben til at forbedre sine vilkår – i stedet for at tvinge massen ind i ensrettede strukturer og politikker. Dermed ikke være sagt at gruppering ikke kan have sin berettigelse, men enkelt individers iq har det med at falde til 80 i større grupper. Oplysningens sag er i mine øjne langt mere valid at kæmpe for på trods af truslen om at blive kaldet noget så grusomt som "elitær narcissist". Men sådan findes der jo så mange veje til utopia og vejen til helvede er belagt med gode intentioner.
  ¶ 19:41  0 comments

  Jeg er ved at brække mig - før tid Er jeg den eneste, der er ved at brække mig over mediernes entydige, ureflekterede og sindsygt forgøjlede svælgen i det kommende konghusbryllup. Ærligt talt, det er til at blive inkarneret republikaner af.


Godt så, det er fint man går op i kongehuset, det er også fint man vælger at dække denne begivenhed. Men fra at have gået fra holdningen at Mary-ser-da-meget-sød-ud-og-sikkert-god-for-Frede er jeg nu nået til kællingen-er-snothamrende-dum-og-oversolgt-på-sine-få-talenter. Og det er synd, for Mary er sikkert en sød pige, der kan avle et par fede kongebørn, men tanken om den energi og størrelsen på den sum penge, der bliver brugt for at gejle det her op til århundredes begivenhed, giver mig en afsmag i munden - især overfor medierne.


Jeg er simpelthen træt af hele cirkusset før det er gået i gang og ærlig talt, så er jeg ret så ligeglad med hvad hun har på, spiser eller tænker. Mit gæt er at kjolen er hvid, hun siger ja og vil tone frem en billard gange over de næste par år.


Hvor svært kan det være?   ¶ 02:04  0 comments