Antologi


Jeg er i dag blevet opfordret til at indlevere et essay til en kommende international antologi om adoption. Den hedder "OUTSIDERS WITHIN: TRANSRACIAL ADOPTEES WRITE ON RACE AND BELONGING". Før I gaber kæberne af led, må jeg ærligt indrømme, at jeg er superbeæret. Det er længe siden, jeg er blevet "headhuntet" og tænk at nogen faktisk læste min artikel(denne er en uredigeret version af den endelige) i Korean Quarterly.


Jeg vil nu gå i gang med at skrive længe og grundigt på engelsk - eller rettere redigere det essay jeg skrev til bladet - for det er specifikt det de spørger efter. Endnu et af de brødløse projekter jeg elsker. Dels fordi jeg håber, at det jeg skriver om adoption gør en forskel, og dels fordi jeg er så tilpas til fals for smiger, at hvis man bare roser mig ganske lidt, gnaver jeg gerne min højre arm af for at hjælpe.


Derudover har mit kursussted bedt mig komme med et oplæg på et 2 dages kursus om story telling. Sig mig, står stjernerne rigtigt for mig i denne uge eller hvad sker der? Jeg kan snart ikke tåle mere medgang. Kom nu, jeg der er så vant til at slås som en gal hund for mine succeer, til at stride i hård modvind og stå ved mit, selvom alle rotterne allerede har forladt den synkende skude. Pludselig får jeg rygklap og anerkendelse. Pas på, jeg kunne blive forfalden.


Ærlig talt, jeg er glad og tilfreds - nu mangler vi bare, at jeg kan tjene penge på al den talent, andre mener jeg har. Men mon ikke også det kommer en dag? Indtil da vil jeg bare gerne sige tak til verdenen fordi den for en gangs skyld viser sig fra sin smukke og venlige side. Tak til jer, der tror på mig og som er så ufatteligt venlig at give mit liv en smule mere indhold og udfordring. Kom an, jeg tør godt og jeg vil gerne have mere!


Jeg er positiv og tilfreds for tiden og jeg tror det smitter af på mine omgivelser. Jeg har en stor lyst til at øse ud af dette overskud, som jeg ikke aner hvor stammer fra og fortælle alle, at det at smile og le er en god investering.  ¶ 23:25  0 comments

  Forskel


Nu er det ikke fordi jeg er den store tilhænger af simplistiske darwinistiske forklaringer på den lille forskel mellem de to køn. Men når jeg ser hvad min elskede og jeg formår at lave på en højhellig søndag, kan jeg godt spekulere over denne "lille forskel".


Min kæreste vågner og laver morgenmad til hele familien
Jeg står op og installerer 2 programmer på computeren
Vi spiser morgenmad
Jeg konstaterer computeren går død og kalder på min kæreste
Min kæreste bander og går i gang med at rode med computeren
Jeg gå ned for at købe frimærker og veksle min datters 200 kr seddel
Kæresten bander og genstarter
Jeg laver kødboller til suppen om aftenen
Min kæreste roder stadig, rigger en nødcomputer op til mig og aflyser den planlagte tur til vestvolden
Jeg sætter nødcomputeren op og henter mails og besvarer et par stykker samt opdaterer min hjemmeside
Kæresten bander og genstarter
Jeg tager ungerne med til loppemarked, hvor vi forhandler om 5 kr. og diverse småting, køber 3 bøger og småsludrer på vej hjem med ungerne over deres 5 kr. køb
Kæresten bander og genstarter
Jeg sætter en vask over og tømmer opvaskemaskinen og sætter en ny opvask over
Kæresten bander og genstarter
Jeg koger en hønsefond til suppen og sætter tørretumbler igang samtidig med jeg sætter en ny vask over
Kæresten bander og genstarter
Jeg smækker en blommetrifli sammen til dessert, tømmer opvaskemaskinen og sætter en ny over
Kæresten bander og genstarter
Jeg laver en skitse til en ny website, forsøger at kode det i html og henter billeder
Kæresten bander og genstarter
Jeg tømmer tørretumbler, sætter den sidste vask over og fortsætter med suppen
Kæresten bander og genstarter
Jeg tjekker en skreven jobansøgning, jeg printede ud igår og gør den klar til afsending
Kæresten bander og genstarter og finder et brød i fryseren
Jeg sætter brød i ovnen, plukker to fjerkræ for kød, putter en portion i fryseren og laver suppen færdig, med kødbollerne fra i morges
Kæresten bander og genstarter
Jeg samler det tørrede tøj og beder om at få dækket bord
Kæresten dækker bord sammen med ungerne
Vi spiser aftensmad og kommenterer desserten
Jeg lægger vasketøj sammen med ungerne og pakker taske til imorgen
Kæresten tømmer opvaskemaskine og sætter en ny igang
Jeg lægger tøj på plads, skriver på min weblog og putter ungerne i bad
Kæresten bander og genstarter


Resten af aftenen kommer sikkert til at gå sådan her:
Jeg læser en 17 siders artikel, jeg skal kommentere
Kæresten bander og genstarter
Jeg putter ungerne i seng
Kæresten bander og genstarter
Jeg skriver kommentarer til artiklen og sender den afsted
Kæresten bander og genstarter
Jeg klipper artiklen op og samler den i 6 brugbare webartikler
Kæresten bander og genstarter
Jeg tjekker kalender for næste ugens opgaver, lægger et par nye ind og går sukkerkold på sofaen foran fjernsynet
Kæresten bander og genstarter
Jeg daffer i seng efter at have ryddet op efter dagens gerninger og tørret komfuret af
Kæresten sukker, bander og genstarter og går i seng


Det var ikke fordi det var en specielt fortravlet søndag eller fordi jeg syntes jeg nåede ufatteligt meget - men hvorfor er det nu lige, at det er ham der har stress relateret sygdom og ikke mig?


Fik jeg nævnt at min kæreste er fantastisk dygtig til det med computere og at jeg er glad for, han gider lave min.  ¶ 18:24  0 comments

  Job


Søges: et job, helst med læring, videndeling, story telling og kommunikation, da min karkludevridning og telefonstemme ikke er noget at prale af.


Stærke sider: jeg kan drive folk til vanvid med mit dampbarnsyndrom i løbet af ½ time og spise enhver kantine til falittens rand. Derudover kan jeg lave det meste på den halve tid, så længe det giver mening.


Svage sider: et uhæmmet ærligt gen, der tvinger mig til at sige for meget for ofte samt et kreativ side, der ikke kan undertrykkes. Desværre spiller jeg hverken golf eller bull shit bingo.


Erfaring: at rådgive for døve øren, at opstarte usandsynlige projekter, at skrive for usynlige læsere, at få gode karakterer i brødløse fag, at føde smukke børn og være en god ven.


I får: en taknemmelig person, der som minimum de første 3 måneder vil juble over at lave alt andet end det, jeg gør nu.


Er villig til: at skrive under på at yde mindst 3 loyale rygklap per dag per kollega. Venskab kan komme på tale efter særlig aftale.


Betragter mig selv som: et holistiske mennesker, der i et tidligere liv var en ged.


Jeg ønsker: mening med livet og fokus.  ¶ 13:38  0 comments

  Travlhed


Bloggeriet må vente - jeg er sendt i tvangslejr. For 4 måneder siden måtte jeg se de smertelige erkendelser i øjnene og afslutte mit selvstændige eventyr. Grundet fælden "supplerende dagpenge med ret til selvstændig bibeskæftigelse" røg jeg direkte ind i "1. aktive periode" (jeg er sikker på at navnene for disse ledeighedsregler er opfundet af velmenende pædagoger). Men ledig var og er jeg og det kan man ikke have i dagens Danmark. Så nu er jeg sat i aktivering. Heldigvis fik jeg lige en sommer i ro og fred (bortset fra gemalens sygdom).


Aktivering er et studie i sig selv. Jeg er en retlinet borger, så jeg følger gladeligt alt hvad jeg kan følge - man kan kun blive klogere og tager det med godt humør. Optimismen fejler intet foreløbigt, selvom jeg har svært ved at få det store overblik i fornuften af dette projekt. De vil gerne have vi er aktive og møder op kl. 9 og går hjem kl. 15. Før jeg gik på dette kursus begyndte min arbejdsdag kl. 8 og sluttede kl. 15.30, for så at blive taget op igen kl. 20.30 til ca. 21.30. Men folk er arbejdsløse, fordi de enten ikke vil i arbejde eller ikke evner det - sådan er filosofien. Så derfor følger jeg nu 2 kurser - et selvvalgt(det givtige) om forandringsledelse og et påtvunget (det sjove) om jobsøgning. Én ting har jeg lært - der går en masse uudnyttede fantastiske ressourcer rundt og laver - ingenting! Det er en skandale. Søde, sjove, kloge mennesker, der kan og vil en masse og har tonsvis af god erfaring - sig mig hvor er det gået galt for arbejdsmarkedet?


Jeg er blevet inspireret i denne første uge til at starte 2 projekter op og danne et nyt firma - gid man havde pengene...*suk* - så det er med smil i øjet og grin på læben jeg tropper op i næste uge også.


Bloggeri og andet må vente pænt - jeg skal i arbejde. Kryds fingre og tæer - jeg er ikke skabt til lediggang og A-kassens kurser.  ¶ 23:52  0 comments

  Fødselsdag


Min datter - min smukke, kloge, søde, dejlige datter fyldte 11 år i dag. Hun blev fejret hele dagen med fødselsdagsmorgenmad hos sin far, hans respektive kæreste og hans familie, familieeftermiddag med mor, hendes respektive kæreste, far og familie samt klasseaften med 12 skrigende piger i præpuberteten, der indtog sukkermængder, der kan holde Danisco i live de næste 2 år. Sodavand, slik, kage, burgers og chips blev nedsvælget i rå mængder, mens jeg så forbløffet til.


Min datter gør mig stolt. Ikke nok med at hun er forbasket velbegavet, hun er også afholdt af familie og venner, samt en glad og tilfreds lille duller. Jeg under hende alle de fødselsdage, hun kunne ønske sig, men som hun ældes, gør jeg ligeså. Jeg kan ikke lade være med at få et stik i hjertet over, at for hvert år glider hun umærkeligt fra mig. I små usynlige ryk er hun ved at forberede sig på det, vi kalder livet. Jeg græmmes og får lyst til at fastholde hende i nuet - for jeg bliver så smerteligt mindet på, hvor flygtig tiden er. Hun vokser og gror, mens jeg blot kan se på og acceptere. Det er ikke fair. Hun er min - hører I, jeg har født hende i smerte og glæde, og ingen fortalte mig for alvor, at jeg hvert år smilende skal se til, at hun lige så forsigtigt rykker nærmere den dag, hvor hun ikke længere tilhører mig, og det faktum forbedres ikke af, at jeg i samme takt rykker nærmere den dag, hvor jeg ikke længere tilhører livet.


Endnu har hun fødselsdage, hvor hun får legetøj, men lige så stille er neglelak, tjekket tøj og mobiltelefon gledet ind i repetoiret. Jeg gav hende et gavekort til den nye Harry Potter bog - for jeg vil gerne fastholde hendes barndom en stund endnu. Ikke mindre end 3 mænd - hendes far, samt to farbrødre hjalp tappert til, mens ungerne hujede gennem lejligheden for til sidst at dumpe udmattede omkuld i luftmadresserne til dvd film og chips. Min søn tog det hele med stoisk ro, indtil filmen knækkede af træthed, og han måtte trøstes i seng. Han var omgivet af piger og elskede hvert minut.


Min datter er omgivet af en familie der elsker hende, hun er værdsat og beundret, hun er heldig. Som familie fungerer det med dine, mine, vores samt puslespillet om hvem, hvad, hvor og hvorfor. Derfor er det lykkedes umanerlig godt at få glade tilfredse børn, der forholdsvis nemt fungerer med to hjem og forskellige regler. De ved, de er elsket begge steder, og at de er skabt i kærlighed. Men derfor hader jeg alligevel hvert et minut, hvor de er væk fra mig, og jeg får altid en ubendig trang til på bedste egoistiske vis at tvangsforflytte begge unger permanent hjem til mig - tvivl aldrig på det. Kun sund fornuft og pædagogisk sans afholder mig fra skrigende at gøre krav på urmoderinstinktet - at få mine børn hjem til hulen.


Min elskede Elisabeth, tillykke med de 11 år - du er min stolthed, mit hjerte og min glæde. Du er ét af de vigtigtigste elementer i mit liv - pas godt på dit eget - det er en ordrer!


Mine børns fødselsdage får mig til at græde og længes efter endnu flere børn.



  ¶ 23:29  0 comments

  Frivillighed


I was all the things that people thought they are allowed to be, when they are fighting for a course. ("Joan of Arc", Luc Bresson)


Jeg laver meget frivilligt arbejde, både fordi det er sjovt, og fordi jeg derved bilder mig ind at gøre en god gerning. For nyligt trådte jeg dog ud af et frivilligt arbejde, som jeg havde brugt rigtigt meget tid på, og som jeg havde haft store ambitioner på vegne af og med den rette indsigt, kunne være blevet til et brandspændende projekt. Jeg var med for forandringens skyld (er vild med forandringsteorier for tiden)- men den kom ikke, og jeg må ærlig indrømme, jeg tror aldrig, den vil komme. Jeg har mistet min tro. Jeg måtte indse, at selvom Muhammed kommer til bjerget - fatter bjerget ikke en bønne og flytter sig ikke en millimeter. Så derfor måtte jeg stoppe, mens legen var lunken.


Og netop det med at stoppe er en underlig ting. Jeg mener, man kan godt finde ud af at stoppe, når den løn man får på sin arbejdsplads ikke stemmer overens med hvad man ønsker sig, eller hvis kollegerne er dumme, eller man ikke kan få opfyldt sine ambitioner. Men hvad er det ved frivilligt arbejde, der gør at man i langt højere grad finder sig i alle tre ovennævnte i langt længere tid - og så får man ikke engang penge for det.


Jeg udførte ikke noget, jeg ikke havde prøvet før. Jeg blev svinet til i den grad af en inkompetent ledelse. Jeg fik aldrig et ærligt tak for det, jeg lavede, jeg fik skudt de værste motiver i skoene og det var mere end 10 timers reelt professionelt arbejde om ugen. Jeg fik aldrig en tilkendegivelse i form af goder, venlighed, klap på skulderen fra den daglige leder og vi var vel så forskellige som nat og dag og projektet var ikke prestigefyldt overhovedet. Alligevel fortsatte jeg med at kæmpe og vende den anden professionelle kind til - i FRIVILLIGHEDENS navn uden at få en JANTE. Jeg mener, hvordan kan det være?


I frivillighedens navn er det udkæmpet krige - dette var vel nærmest at betegne som en krusning på overfladen. Men det bestyrkede mig desværre i menneskets værste side - evnen til ikke at kunne se ud over deres egen smålige afstumpede næsetip. Magt korrumperer også på det usynlige plan og nogle mennesker kan ikke tåle det - jeg er ramt i min idealistiske sjæl. Jeg har set det før, og for hver gang forundres jeg, mens mine alarmklokker kimer for mine døve øren.


Udover at det bestyrkede mig i min tro om at visse organisationer, der er gennemsyret af politiske spil, ikke er velegnede for mig - så kan jeg kun undrende se til, mens personer jeg holder af og respekterer fortsat lader sig misbruge i frivillighedens navn. Hvad er det, der gør, at man har sværere ved at slippe, det man oprindeligt valgte udfra et idealistisk syn selvom alle pile peger den gale vej? Der er vist en flig af den menneskelige psykologi, jeg skal lære at kende nærmere - jeg finder det meget interessant.


Men derudover så elsker jeg at lave frivilligt arbejde, jeg tror jeg er afhængig. Med tabet af det ene har jeg nu kun 2 frivillige organisationer jeg arbejder i. Herre jemini, bliver jeg aldrig klogere? Jeg må straks starte et nyt op....  ¶ 23:33  0 comments

  Familie


Min far kommer på besøg med sin nye kone helt fra Slovakiet, hvor han bor. Jeg har taget fri for at være sammen med ham.


På den ene side glæder jeg mig, jeg savner ham på en eller anden underlig måde, men på den anden side står alle hans irriterende sider mig så lysende klart, at jeg ved, at jeg efter 4 dage vil være totalt udmattet. Familie er en forunderlig størrelse. Jeg elsker mine børn, og tanken om at de en dag vil have det på sammen måde kan knuse mit hjerte. Men jeg er lige så klar over at de skal løsrive sig...en dag...langt ude i fremtiden.


Min far var mit store forbillede, det er fra ham, jeg har min heftige ideologiske trang og blødende fornemmelse for at kæmpe for alt, hvad der er uretfærdigt og hidse mig op over systemers ufleksibilitet. Jeg tvivler heller ikke et splitsekundt på, at han elsker mig, og netop derfor kan jeg ikke forstå, at han ikke formåede at gøre min barndom lykkelig. Tænker jeg tilbage er det med sorg i sjælen, selvom tiden og forarbejdelsen har udvisket det værste. Jeg har forlængst tilgivet ham, men derfor kan jeg ikke undslippe mig selv. Underligt så modsigelsesfyldt kærligheden kan være og underligt så længe, det kan forfølge én.


Under alle omstændigheder vil jeg dog gerne ende som ham, I en alder af 60 giftede han sig igen og flyttede til Slovakiet, langt ude på landet for at begynde forfra og blive lykkelig. Ikke noget med Costa del Sol eller Spanien på aftægt - næh nej et 2 etagers betonhus som levn fra den tidligere østblok, der bliver ombygget, en nyopgravet have og en å der klukker, har han valgt som pensionsprojekt. Jeg vil gerne turde vove på samme måde, når jeg bliver 60.  ¶ 08:35  0 comments

  Illusioner


Jeg har en kæreste, der ikke vil blive helt rask, ikke helt vil tage det alvorligt nok, ikke vil stoppe med alle de ting, der forværrer hans sygdom, ikke vil forstå at det destruerer alt omkring ham, ikke vil mærke hvor tyndslidt en kontekst, han har, ikke vil se at jeg elsker ham forbandet meget og derfor har lyst til at pande ham ned med en stegepande, når han tager på arbejde dagen efter et anfald.


Sig mig hvad skal man gøre, når en mand, der ringer efter vagtlæge og tager heftige medikamenter alligevel står op klokken 6 om morgenen for at køre på arbejde og booker 2 møder ind i min kalender?  ¶ 08:20  0 comments

  Endelig


Endelig er Blogger oppe at køre igen. Så kan man få sit daglige exhibitionistfix lige ind i årerne ;-)


Jeg har redigeret i min blogrolling, så der vil fremover kun være danske weblogs på den. Ikke fordi de er specielt mere interessante end de udenlandske, men mere fordi jeg er så forbandet dårlig til begrænsningens kunst - så lidt forløjet fokus skal jeg sætte mig. Til gengæld vil jeg ikke værdisætte nogle af dem, alle de jeg støder på ryger ind på listen - skidt som kanel. Der er i mine øjne ikke noget berigende i at linke til en masse weblogs, der blot linker tilbage, fordi vi alle ligner hinanden. Rygklappere vil jeg hellere have i virkeligheden, der er de mere til gavn. Leve forskelligheden!


Og apropos det med at ligne hinanden så ufatteligt meget, hvorfor er det nu liiige, der er så meget tale om et A og et B hold blandt webloggere? Det minder mig om en række voksne mennesker, der rækker tunge af hinanden og synes alle andre er dumme. Jeg er alvorligt i tvivl om, at A og B hold alligevel udsiger noget særligt om det menneske bag, der sidder og skriver. Indtil nu har jeg formået at finde små guldkorn i de flestes weblog uanset fokus, indhold og mening om dette og hint. Jeg er absolut ikke enig med mange af jer, der weblogger, men for pokker hvor er der guldkorn at finde.


Jeg blogger for mig selv, men jeg blogger da også for at give noget tilbage af al den inspiration jeg finder. For at råbe ud i en verden, der omgiver mig, uanset om det er på nettet eller i virkeligheden. Weblogmania og danske weblogs er et fragment af verden, der omgiver mig, såvel som mit lokalmiljø gør det. Og jeg ville da være et utaknemmeligt skarn, hvis jeg ikke skrev, udvekslede og kommenterede. Men det er ikke det samme, som jeg ønsker at være kendt eller populær. Ærlig talt så tjekker jeg sjældent min statestik, aner ikke hvorfra I kommer eller hvor ofte I læser og kommenterer denne blog. Jeg blogger, ergo så er jeg i cyberverden. Om jeg så eksisterer, når I ikke læser mig, det ved jeg ikke!

  ¶ 23:56  0 comments

  Gruppepres


Efter lettere gruppepres fra Jesper og Hi4 har jeg opgivet min anonymitet og tilmeldt mig Blogbot. Det tog mig 1 minut på sitet for at se det geniale i tilmeldelsen.


Welcome to Doctor Elasmoes world of discomfort....  ¶ 01:51  0 comments

  Christiania


Fristaden Christiania føler sig truet på sin eksistens og derfor har det i den seneste tid floreret med demonstrationer og underskriftindsamlinger. For en af de første gange i mit liv, er jeg alvorligt i tvivl og splittet.


Principielt er jeg nemlig for, de principper Christiania blev grundlagt på. Som et ægte barn af 60'erne er snakken om frihed og alternative samfundsformer ikke gået forgæves hen over hovedet. Jeg er i bedste politiske korrekte stil en fornem tilhænger af at understøtte minoriteter, ser meget kritisk på markedsvilkårene som styreform, ønsker at fremme demokratiet og støtte diversiteten i det Danske samfund - min gud, vi kan ikke få nok af det. Lad os få noget mere kulør og forskellighed i dette homogene samfund.


Christiania selv siger: "Since its birth, Christiania has been associated with rebelling against the prevailing system, and for just as long, the Freetown has experimented with new terms of democracy and ways of selfgoverment. Based on an idea of as much freedom and as much power to the individual as possible, Christiania has organized itself into various councils: The Common Meeting, The Economy Meeting, The Area Meeting, The "busyness Council", The Cooperative Worker´s Meeting, The House Meeting, - and good, old fashioned neighborly spirit."


Men allerede her knækker filmen for mig. Hvordan kan man tale for så meget individuel frihed som muligt for derefter at nedsætte min. 6 råd, der lægger sin klamme hånd på alle demokratiske spilleregler. For Christiania er ikke fri for de helt basale menneskelige spilleregler, såsom "magt korrumperer" og "flertallets tyranni". Hvori består dette vitterlige alternativ til en ny demokratisk orden? Er I i tvivl om hvad jeg mener, så tag ud på Christiania og byg et skur. Der vil gå 2 splitsekunder, så vil en udvalgt flok af christianitterne fortælle dig med ikke særlige demokratiske midler, at du kan pakke dit skur væk og forsvinde.


Christianitterne her nemlig i mine øjne ikke formået et gennemføre, hvad de oprindeligt drømte om - de har indført en moderniseret version af det vilde vesten og et alternativ til janteloven, med alle de simple og udemokartiske styremidler man havde dengang. Den der har boet længst på Chrstiania, og tilranet sig mest mulig magt i de små selvforvaltede grupper, bestemmer, og de selvsatte usynlige regler håndhæves ganske barskt og kontant.


Derudover består afgørelser af et absolut flertal og er ikke altid frit tilgængelige. Dvs. hvori ligger sikkerheden for minoriteten på Christiania høres og i sidste ende, hvordan sikrer de sig et demokrati, hvor forskellighed vitterligt har rum. Og nu taler jeg ikke om forskellighed som evnen til at absorbere alle de svage i samfundet. For de svage udgør ingen reel trussel eller fare. Når jeg taler forskellighed, mener jeg de, som vitterligt ser forskelligt fra begreber demokrati og selvstyre. Hvor er de henne?


Christinia har sørgeligt nok blot formået at samle en anden flokmentalitet med usynlig uniformering der ukritisk forbruger af et andet demokrati - nemlig det vi har etableret i staten Danmark. Dvs. de finder det selvfølgeligt, at gøre brug af rettigheder som sygehuse, brandvæsen, skolevæsen og politi - og lur mig om ikke de selvstændige erhvervsdrivende og selvbestaltede organisationer på fornemmeste måde gør brug af både offentlige tilskud og skattefradrag.


Og Christiania breder sig ikke kun indefor det område de har fastlagt - konsekvenserne påvirker deres omgivelser, der ikke på samme måde har mulighed for at få indflydelse på de beslutninger, der træffes i Christiania. Det betyder at de omkringboende på Christianshavn bl.a. er generet af den voldsomme trafik, der går til og fra Christiania og derved får inddraget deres mulighed for at færdes frit i deres eget nærmiljø - uden mulighed for at være medbestemmende, om de synes det er en rasende god idé.


Forstå mig ret - jeg har alt mulig sympati for Fristaden, jeg ville bare ønske de havde forvaltet deres mulighed langt bedre og vitterligt forsøgt at skabe en FRI-stad. Som det fungerer nu, ser jeg det som en legeplads for de få, der forkælet kræver rettigheder ind i det omliggende samfund, de ikke selv er villige til at give. Og det kan jeg ikke have så megen sympati for - desværre.


Så skal jeg vælge en kamp, så vil det være at vælte Christiania og etablere en FRI-stad på nye præmisser.  ¶ 13:28  0 comments

  Superstjerner


Jeg har en last til skoddårlig TV ind imellem og derfor fik jeg zappet mig forbi det sidste nye vi-har-købt-koncept-i-England-fordi-vi-ikke-har-råd-til-selv-at-udvikle serien "Idols". Udover at hulke af grin over de helhjertede forsøg, så fik det mig endnu engang til at indse, hvor meget folk gerne vil være kendt. Og ærlig talt vi har brug for det. Jeg er ved at være træt af, at hver gang der kommer en ny dansk film, så flasher tordenskjolds soldater forbi. Okay vi er et lille land men alligevel. Ærlig talt vi trænger til en blodtransfusion. Hvornår bliver vi træt af at spille på den sikre hest: danske kendte skuespillere spiller en flok helhjertede halvforbrydere med det sædvanlige glimt at sort ironi og "streetwise" humor?


Det minder mig om arkitekturen herhjemme: ud til vandet og gerne med masser af glas og stål. Sig mig har glasmafiaen slået til igen?


Nu er det ikke fordi jeg lefler for alt der er amerikansk, men hvis jeg skulle nærme mig noget der hedder idoler indenfor populærkulturen s er det Madonna og Johnny Depp alene for deres evne til at skifte stil og derved undgå trivialiteternes holdeplads. Johnny fordi han endnu ikke er faldet for fristelsen at lave en 2 er af en blockbustersucces (okay vi ser lige bort fra Nightmare on Elmstreet, men det var trods alt i hans unge dage før stakaterne rullede ind og man har vel lov at blive klogere) og Madonna fordi hun så ganske kamæleonagtigt skifter udseende fra musikvideo til musikvideo. Madonna er dog på nippet til at falde af piedestalen - den amerikanske patos må meget gerne skiftes ud meget snart.


  ¶ 07:33  0 comments