EAT MY SHORTS 1.0
29.6.03
Grænser
Hvor går grænsen, jeg spørger bare naivt? De fleste kan ikke trække en grænse mellem deres egen person og det de gør og bliver derfor seriøst defensive, når man kritiserer det, de rent faktisk gør. Og det kan jeg faktisk godt forstå - men hvor svært det end kan lyde, så er der sund fornuft i at trække en grænse, sætte sig ned og tie stille og lytte til kritikken, for ellers bliver det aldrig bedre.
Lande trækker grænser for at definerer sprog, kultur og styreform. Mennesker trækker grænser for at definere sig selv og forældre trækker grænser overfor deres børn. Det hele handler om rum - rum til at skabe.
Men grænser er sådan et dejligt paradoks - for det både udvider og indsnævrer. Man vil gerne være åben, men samtidig vil man ikke være grænseløs. Man vil gerne favne, samtidig med man vil være klart afgrænset.
Der er ikke en dybere filosofi bag dette - jeg undrede mig bare i et kort grænseløst sekundt.
¶ 01:40 0 comments
Hvor går grænsen, jeg spørger bare naivt? De fleste kan ikke trække en grænse mellem deres egen person og det de gør og bliver derfor seriøst defensive, når man kritiserer det, de rent faktisk gør. Og det kan jeg faktisk godt forstå - men hvor svært det end kan lyde, så er der sund fornuft i at trække en grænse, sætte sig ned og tie stille og lytte til kritikken, for ellers bliver det aldrig bedre.
Lande trækker grænser for at definerer sprog, kultur og styreform. Mennesker trækker grænser for at definere sig selv og forældre trækker grænser overfor deres børn. Det hele handler om rum - rum til at skabe.
Men grænser er sådan et dejligt paradoks - for det både udvider og indsnævrer. Man vil gerne være åben, men samtidig vil man ikke være grænseløs. Man vil gerne favne, samtidig med man vil være klart afgrænset.
Der er ikke en dybere filosofi bag dette - jeg undrede mig bare i et kort grænseløst sekundt.
¶ 01:40 0 comments
21.6.03
Penge
Penge får de fleste til at slikke sig grisk om munden og straks spekulere i mer - og jeg er ingen undtagelse.
Jeg mener, når jeg en sjælden gang køber en lottoseddel - så er det sgutte fordi de har en flunkende ny bil som præmie, så er det fordi der står gryn, cash, manna, dough, og pebernødder på spil - og gerne rigtig mange af dem. Jeg gider ikke sætte 25 kr. på højkant for 2 millioner, næh nej vi taler 30 millioner her!
Men faktisk er det jo ikke pengene i sig selv - det er altid de drømme de indebærer. Jeg har til tider sat mig ned og drømt den klassiske drøm: "Hvad ville jeg gøre hvis jeg fik rigtigt mange penge" og fakta er, at jeg er lige så banal som resten af Danmarks befolkning, når det gælder de drømme. Luxusforbrug, rejser, børn og hjem ville stå først - men faktisk er min mest vedholden drøm: ville jeg så gerne lege mæcen. For jeg møder rigtigt mange talentfulde folk, jeg så gerne ville financiere projekter for - alene af den grund at jeg ikke selv ejer det talent de besidder.
I bund og grund handler det vel om, at jeg gerne, som så mange andre, vil "være noget". Alle mine projekter skaffer til nød smør på brødet - men ingen af dem tilfredstiller den trang, der hedder; at gøre en markant forskel, at sætte sit fedtede fingeraftryk i verden til efterkommernes fortrydelse. Og der er penge eminent. Penge er den rygrad, vi mangler og det stof nogle drømme er gjort af.
Undskyld mig jeg må ud og skaffe nogle flere - følg regnbuen. ¶ 10:18 0 comments
Penge får de fleste til at slikke sig grisk om munden og straks spekulere i mer - og jeg er ingen undtagelse.
Jeg mener, når jeg en sjælden gang køber en lottoseddel - så er det sgutte fordi de har en flunkende ny bil som præmie, så er det fordi der står gryn, cash, manna, dough, og pebernødder på spil - og gerne rigtig mange af dem. Jeg gider ikke sætte 25 kr. på højkant for 2 millioner, næh nej vi taler 30 millioner her!
Men faktisk er det jo ikke pengene i sig selv - det er altid de drømme de indebærer. Jeg har til tider sat mig ned og drømt den klassiske drøm: "Hvad ville jeg gøre hvis jeg fik rigtigt mange penge" og fakta er, at jeg er lige så banal som resten af Danmarks befolkning, når det gælder de drømme. Luxusforbrug, rejser, børn og hjem ville stå først - men faktisk er min mest vedholden drøm: ville jeg så gerne lege mæcen. For jeg møder rigtigt mange talentfulde folk, jeg så gerne ville financiere projekter for - alene af den grund at jeg ikke selv ejer det talent de besidder.
I bund og grund handler det vel om, at jeg gerne, som så mange andre, vil "være noget". Alle mine projekter skaffer til nød smør på brødet - men ingen af dem tilfredstiller den trang, der hedder; at gøre en markant forskel, at sætte sit fedtede fingeraftryk i verden til efterkommernes fortrydelse. Og der er penge eminent. Penge er den rygrad, vi mangler og det stof nogle drømme er gjort af.
Undskyld mig jeg må ud og skaffe nogle flere - følg regnbuen. ¶ 10:18 0 comments
7.6.03
Evigheder
En ven sagde evighedstudent til mig og jeg blev lidt pikeret. Jeg er vant tilat blive klappet på hovedet som en anden duracelkanin, når jeg fortæller jeg gerne vil være dygtigere, men denne gang fik det mig til at tænke. At studere kan altid legitimeres med ønsket om at lære mere, men faktisk rejser det også følelsen af usikkerhed og utilstrækkelighed i en absurd grad i mig. Måske jeg er selvpiner i mit liv, måske jeg altid skal være der hvor jeg knapt kan buden og ånde, før jeg mærker jeg eksisterer. Min hjerne skal være spændt til det yderste eller føler jeg en kedsomhed, der stresser mig ud over alle grænser - og det er ikke sundt.
Jeg ville gerne lære at hvile på laurbærerne og lære at nyde det opnåede, men jeg kan faktisk ikke. Jeg evner ikke at lade være - med at stræbe mod det uopnåelige - at evne at tænke selvstændigt i ordets egentlige forstand.
Lige nu er jeg i gang med et projekt jeg ikke helt ved om jeg kan honorere - jo længere jeg involverer mig, jo mere utilstrækkelig føler jeg mig - jeg bilder mig hele tiden ind at det handler om, jeg sætter mig koncenteret ned i 2 uger i træk og tænker seriøst mens jeg skriver, men papiret forbliver tomt og præstationsangsten vokser. Hvad nu hvis jeg en dag ikke kan sætte noget fornuftigt ned på papiret - hvad nu hvis jeg ikke formår, evner eller magter at være så god, klog og dygtig, som jeg gerne vil være?
Hvad nu hvis jeg blot er ganske almindeligt gennemsnitlig og ikke det fantastiske, selvstændige væsen jeg mener jeg nu engang er? Hvad nu hvis mit livsbluf bliver afsløret og jeg i al min nøgenhed må erkende, at jeg ikke kan? Og hvordan kan det være, at jeg hver gang føler, at jeg må helt ud på fortvivlelsens overdrev, før jeg kan skabe? Indtil nu har jeg formået - jeg har i sidste ende altid skabt og præsteret, men jeg tænker altid, en dag må ballonen revne og illusionen om at flyve afsløres som et stykke farvet gummi af billig kvalitet.
Indtil da forbliver papiret hvidt, hjertet kramper og jeg får åndenød. Lær mig at skabe, lær mig at turde og lær mig at tro. Ak, at man skal al det igennem får mig til at erkende at studere er ikke den letteste vej ud - det er den sværeste, men også min største ambition. Er det en phd værd? ¶ 23:37 0 comments
En ven sagde evighedstudent til mig og jeg blev lidt pikeret. Jeg er vant tilat blive klappet på hovedet som en anden duracelkanin, når jeg fortæller jeg gerne vil være dygtigere, men denne gang fik det mig til at tænke. At studere kan altid legitimeres med ønsket om at lære mere, men faktisk rejser det også følelsen af usikkerhed og utilstrækkelighed i en absurd grad i mig. Måske jeg er selvpiner i mit liv, måske jeg altid skal være der hvor jeg knapt kan buden og ånde, før jeg mærker jeg eksisterer. Min hjerne skal være spændt til det yderste eller føler jeg en kedsomhed, der stresser mig ud over alle grænser - og det er ikke sundt.
Jeg ville gerne lære at hvile på laurbærerne og lære at nyde det opnåede, men jeg kan faktisk ikke. Jeg evner ikke at lade være - med at stræbe mod det uopnåelige - at evne at tænke selvstændigt i ordets egentlige forstand.
Lige nu er jeg i gang med et projekt jeg ikke helt ved om jeg kan honorere - jo længere jeg involverer mig, jo mere utilstrækkelig føler jeg mig - jeg bilder mig hele tiden ind at det handler om, jeg sætter mig koncenteret ned i 2 uger i træk og tænker seriøst mens jeg skriver, men papiret forbliver tomt og præstationsangsten vokser. Hvad nu hvis jeg en dag ikke kan sætte noget fornuftigt ned på papiret - hvad nu hvis jeg ikke formår, evner eller magter at være så god, klog og dygtig, som jeg gerne vil være?
Hvad nu hvis jeg blot er ganske almindeligt gennemsnitlig og ikke det fantastiske, selvstændige væsen jeg mener jeg nu engang er? Hvad nu hvis mit livsbluf bliver afsløret og jeg i al min nøgenhed må erkende, at jeg ikke kan? Og hvordan kan det være, at jeg hver gang føler, at jeg må helt ud på fortvivlelsens overdrev, før jeg kan skabe? Indtil nu har jeg formået - jeg har i sidste ende altid skabt og præsteret, men jeg tænker altid, en dag må ballonen revne og illusionen om at flyve afsløres som et stykke farvet gummi af billig kvalitet.
Indtil da forbliver papiret hvidt, hjertet kramper og jeg får åndenød. Lær mig at skabe, lær mig at turde og lær mig at tro. Ak, at man skal al det igennem får mig til at erkende at studere er ikke den letteste vej ud - det er den sværeste, men også min største ambition. Er det en phd værd? ¶ 23:37 0 comments
