EAT MY SHORTS 1.0
26.5.03
Mad
Jeg har helt klart et usundt forhold til mad - eller jeg er ikke engang sikker på, man kan kalde det et forhold. Det svinger op og ned mellem at jeg på den ene side voldæder et eller andet perverst og på den anden sider spurter rundt i 3 dage uden at spise en smule. Jeg ved godt, det ikke er det sundeste i verden og jeg kan ved gud grød heller ikke finde ud af, hvad det er, der gør jeg ikke kan finde en rimelig balance.
Spiser jeg sammen med andre, så æder jeg til jeg er nær brækgrænsen - jeg råspiser simpelthen kæmpemængder og har det ganske herligt omend mine bordkammerater er ved at trille ned af stolen. Spiser jeg alene, ja så spiser jeg enten ikke eller voldspiser et eller andet særdeles usundt i overdimensionerede mængder. Vejer jeg 200 kg. - næh jeg vejer næsten det samme, som da jeg var 18 år og det ligger under de 50 kilo.
I dag vågnede jeg med et morgendepression, der ville noget - jeg var ved at banke mine unger (gud forbyde det) og rive hovedet af min sagesløse kæreste (stakkel), men morgener har aldrig været min kop the. Da depressionens tåger havde lettet sig, så kværnede jeg 1/4 bradepande banankage, der var blevet tør - og siden har jeg ikke spist. Sådan går det tit - jeg kigger i køleskabet og finder alting uappetitligt, så går jeg en tur ud i byen for at finde alting uappetitligt, så vender jeg hjem, spiser et æble for så at overfalde det mest uappetitlige mit køkken kan byde - i dette tilfælde en tør banakage. Huh . hvad handler det om?
Jeg kan nemlig ikke finde et mønster - er jeg glad spiser jeg ikke, er jeg depressiv spiser jeg ikke - det eneste jeg kan finde ud af er, at jeg spiser ud af kedsomhed og straffer mig selv ved at spise det absolut mest groteske. Det værste er jeg kan ikke selv finde ud af at købe ind til mig selv, for hvad jeg synes kunne være spiseligt i nuet bliver helt sikkert uspiseligt i fremtiden og hvad andre anser som sund og nærende kost, kan jeg ikke få ned i halsen.
Forstå mig nu ret - jeg elsker mad - inviterer du mig ud at spise, er jeg den lykkeligste og mest spisende person, du kan tage med - jeg synes, at al den mad andre spiser er superlækkert indtil jeg slæber det ind i mit eget køkken. Så går glansen seriøst af Sct. Gertrud og maden ligger blot og vrænger af mig.
Jeg er ikke helt sikker på hvad det går ud på - så nu vil jeg gå ud og snuppe mig et æble.
¶ 19:34 0 comments
Jeg har helt klart et usundt forhold til mad - eller jeg er ikke engang sikker på, man kan kalde det et forhold. Det svinger op og ned mellem at jeg på den ene side voldæder et eller andet perverst og på den anden sider spurter rundt i 3 dage uden at spise en smule. Jeg ved godt, det ikke er det sundeste i verden og jeg kan ved gud grød heller ikke finde ud af, hvad det er, der gør jeg ikke kan finde en rimelig balance.
Spiser jeg sammen med andre, så æder jeg til jeg er nær brækgrænsen - jeg råspiser simpelthen kæmpemængder og har det ganske herligt omend mine bordkammerater er ved at trille ned af stolen. Spiser jeg alene, ja så spiser jeg enten ikke eller voldspiser et eller andet særdeles usundt i overdimensionerede mængder. Vejer jeg 200 kg. - næh jeg vejer næsten det samme, som da jeg var 18 år og det ligger under de 50 kilo.
I dag vågnede jeg med et morgendepression, der ville noget - jeg var ved at banke mine unger (gud forbyde det) og rive hovedet af min sagesløse kæreste (stakkel), men morgener har aldrig været min kop the. Da depressionens tåger havde lettet sig, så kværnede jeg 1/4 bradepande banankage, der var blevet tør - og siden har jeg ikke spist. Sådan går det tit - jeg kigger i køleskabet og finder alting uappetitligt, så går jeg en tur ud i byen for at finde alting uappetitligt, så vender jeg hjem, spiser et æble for så at overfalde det mest uappetitlige mit køkken kan byde - i dette tilfælde en tør banakage. Huh . hvad handler det om?
Jeg kan nemlig ikke finde et mønster - er jeg glad spiser jeg ikke, er jeg depressiv spiser jeg ikke - det eneste jeg kan finde ud af er, at jeg spiser ud af kedsomhed og straffer mig selv ved at spise det absolut mest groteske. Det værste er jeg kan ikke selv finde ud af at købe ind til mig selv, for hvad jeg synes kunne være spiseligt i nuet bliver helt sikkert uspiseligt i fremtiden og hvad andre anser som sund og nærende kost, kan jeg ikke få ned i halsen.
Forstå mig nu ret - jeg elsker mad - inviterer du mig ud at spise, er jeg den lykkeligste og mest spisende person, du kan tage med - jeg synes, at al den mad andre spiser er superlækkert indtil jeg slæber det ind i mit eget køkken. Så går glansen seriøst af Sct. Gertrud og maden ligger blot og vrænger af mig.
Jeg er ikke helt sikker på hvad det går ud på - så nu vil jeg gå ud og snuppe mig et æble.
¶ 19:34 0 comments
20.5.03
Fokus
Jeg smager lige på ordet....fokus...hvad er det? Jeg mener hvorfor er det så nødvendigt. Siden hvornår er det blevet forbudt at daldre lidt derudaf, mens jeg forsøger at snuse alle dufte til mig og ubestemmeligt lader mig flyde med strømmen. Er der fordi dovenskab er en af de 7 dødssynder, langsommelighed, ubestemmelighed - metonymiens fængsel?
Jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge mit liv til, jeg føler mig stresset af ikke at gribe alle chancer og undersøge det hele. Men i bund og grund aner jeg ikke, hvad jeg skal bruge mit liv til. Denne hverdagshedonisme slår mig halvt ihjel, mens den anden halvdel knokler derudaf med små sjove projekter, der ikke giver en klejne i sidste ende.
Når folk ser på mig udefra, så er det ikke dovenskab der falder dem ind. En hårdtknoklende energisk lille tornado hvirvler som regel ind af døren - men lad mig hviske det i jeres øren for fuld offentlighed - det er fordi jeg ikke ved, hvad jeg vil. Jeg er doven på den måde, jeg lader skæbnen, tilfældigheden, nuet, kald det hvad I vil, gribe mig og viljeløst føre mig mig som et godvilligt offer.
Jeg søger essens, jeg søger sjæl men det er en mangelvare i dette mystiske liv.
Hvorom alt er så mangler jeg fokus....det svarer lidt til at mangle et krydderi i sit liv...hmm...det mangler salt. Men jeg magler fokus, hvilket betyder jeg lader mig så let distrahere. Fokus for mig består i 3 timer intensivt arbejde om dagen, hvorefter resten går med at sniffe omkring og se om der mon ikke skulle være nye glæder, jeg kunne indlære i dette enkle liv.
Passion kan skabe fokus - måske metynomier ikke er så ringe endda - sætter jeg al min vilje ind og føler brændende for det, så knokler jeg til jeg segner og fortsætter gerne næste dag. Man kalder det også at brænde sit lys i begge ender, men heldigvis har jeg den forunderlige evne at jeg kan puste flammen ud ind imellem og gå i dvale i et par uger ind imellem.
Nå men, er der nogen af jer der skulle have lidt fokus til overs, så aftager jeg det gerne for en rimelig tid. ¶ 10:41 0 comments
Jeg smager lige på ordet....fokus...hvad er det? Jeg mener hvorfor er det så nødvendigt. Siden hvornår er det blevet forbudt at daldre lidt derudaf, mens jeg forsøger at snuse alle dufte til mig og ubestemmeligt lader mig flyde med strømmen. Er der fordi dovenskab er en af de 7 dødssynder, langsommelighed, ubestemmelighed - metonymiens fængsel?
Jeg aner ikke, hvad jeg skal bruge mit liv til, jeg føler mig stresset af ikke at gribe alle chancer og undersøge det hele. Men i bund og grund aner jeg ikke, hvad jeg skal bruge mit liv til. Denne hverdagshedonisme slår mig halvt ihjel, mens den anden halvdel knokler derudaf med små sjove projekter, der ikke giver en klejne i sidste ende.
Når folk ser på mig udefra, så er det ikke dovenskab der falder dem ind. En hårdtknoklende energisk lille tornado hvirvler som regel ind af døren - men lad mig hviske det i jeres øren for fuld offentlighed - det er fordi jeg ikke ved, hvad jeg vil. Jeg er doven på den måde, jeg lader skæbnen, tilfældigheden, nuet, kald det hvad I vil, gribe mig og viljeløst føre mig mig som et godvilligt offer.
Jeg søger essens, jeg søger sjæl men det er en mangelvare i dette mystiske liv.
Hvorom alt er så mangler jeg fokus....det svarer lidt til at mangle et krydderi i sit liv...hmm...det mangler salt. Men jeg magler fokus, hvilket betyder jeg lader mig så let distrahere. Fokus for mig består i 3 timer intensivt arbejde om dagen, hvorefter resten går med at sniffe omkring og se om der mon ikke skulle være nye glæder, jeg kunne indlære i dette enkle liv.
Passion kan skabe fokus - måske metynomier ikke er så ringe endda - sætter jeg al min vilje ind og føler brændende for det, så knokler jeg til jeg segner og fortsætter gerne næste dag. Man kalder det også at brænde sit lys i begge ender, men heldigvis har jeg den forunderlige evne at jeg kan puste flammen ud ind imellem og gå i dvale i et par uger ind imellem.
Nå men, er der nogen af jer der skulle have lidt fokus til overs, så aftager jeg det gerne for en rimelig tid. ¶ 10:41 0 comments
17.5.03
Vi er alle materialister.
Min elskede vil gerne have sådan en, mens jeg vil gerne have sådan en. Og sådan går vi rundt og smådrømmer, mens vi langsomt og sikkert fylder vores hjem med...hrmpf...ting og sager.
Egentlig burde vi være lykkelig for livet og solen der skinner, men jeg går til bekendelse, jeg er materialist. Jeg elsker ting der glimter og glitrer, jeg kan altid finde en ny ting, jeg mangler og jeg er lykkelig, når jeg endeligt får det. Men jeg har fået fred, efter at jeg besluttede at min materialisme i bund og grund skulle være med til at gøre mig gladere. Dvs. jeg jagter ikke berømmelse og ære, naboens misundelse eller noget der altid er nyere og størrer. Ønsker jeg mig noget og får jeg det, ja så er jeg lykkelig og har fred i sindet. Og det jeg ønsker mig, skal gerne gøre mig smukkere, gladere og især livet sjovere.
For græsset er ikke grønnere på den anden side, den er faktisk temmelig frodig her. Men for pokker hvor ville det være sjovt at slå det græs på en minitraktor istedet for en skub-og-riv-op-bagefter maskine. ¶ 11:55 0 comments
Min elskede vil gerne have sådan en, mens jeg vil gerne have sådan en. Og sådan går vi rundt og smådrømmer, mens vi langsomt og sikkert fylder vores hjem med...hrmpf...ting og sager.
Egentlig burde vi være lykkelig for livet og solen der skinner, men jeg går til bekendelse, jeg er materialist. Jeg elsker ting der glimter og glitrer, jeg kan altid finde en ny ting, jeg mangler og jeg er lykkelig, når jeg endeligt får det. Men jeg har fået fred, efter at jeg besluttede at min materialisme i bund og grund skulle være med til at gøre mig gladere. Dvs. jeg jagter ikke berømmelse og ære, naboens misundelse eller noget der altid er nyere og størrer. Ønsker jeg mig noget og får jeg det, ja så er jeg lykkelig og har fred i sindet. Og det jeg ønsker mig, skal gerne gøre mig smukkere, gladere og især livet sjovere.
For græsset er ikke grønnere på den anden side, den er faktisk temmelig frodig her. Men for pokker hvor ville det være sjovt at slå det græs på en minitraktor istedet for en skub-og-riv-op-bagefter maskine. ¶ 11:55 0 comments
Skæve ikke-eksisterende venskaber
Jeg havde en ven og pludselig havde jeg hende ikke mere.
Det fik mig til at spekulere på, hvad begrebet venskab betyder.Jeg rykker mig i håret og spekulerer på, hvad jeg dog kan forvente og det eneste jeg når frem til er, at jeg kan ikke forvente en klejne. Og godt det samme, for livet ville være alt for forudsigeligt og statisk, hvis ikke pludselig en vind udefra kom ind og ruskde nyt ilt ind i de døde vande.
Tabet af en ven forliges med åbningen til et nyt potentielt bekendtskab men derfor ærgrer det mig alligevel, når man nu var nået dertil hvor man forstod og accepterede - eller jeg gjorde, troede jeg.
Min tidligere ven, hav en god rejse ud i det du kalder livet. ¶ 11:45 0 comments
Jeg havde en ven og pludselig havde jeg hende ikke mere.
Det fik mig til at spekulere på, hvad begrebet venskab betyder.Jeg rykker mig i håret og spekulerer på, hvad jeg dog kan forvente og det eneste jeg når frem til er, at jeg kan ikke forvente en klejne. Og godt det samme, for livet ville være alt for forudsigeligt og statisk, hvis ikke pludselig en vind udefra kom ind og ruskde nyt ilt ind i de døde vande.
Tabet af en ven forliges med åbningen til et nyt potentielt bekendtskab men derfor ærgrer det mig alligevel, når man nu var nået dertil hvor man forstod og accepterede - eller jeg gjorde, troede jeg.
Min tidligere ven, hav en god rejse ud i det du kalder livet. ¶ 11:45 0 comments
3.5.03
Hvor loyal kan man være, før man får stemplet: naiv? Hvor meget kan man elske nogen før man får stemplet: afhængig? Hvor blindt kan man stole på folk, før man får stemplet: dum?
Jeg lider af alle tre ting - naiv, afhængig og dum. Jeg er loyal, jeg elsker og jeg stoler alt alt for meget på folk. Blåøjet og godtroende tror jeg altid de vil mig det bedste og hver evigt eneste gang får jeg tæsk. Fortællingen om de gode dyder - tillid, troskab og loyalitet er stærkt overvurderet - deres svaghed er, at de kræver den samme forståelse hos dem, man ønsker at udveksle disse ting med og du har aldrig en garanti for denne samme forståelse.
Paradokset i at holde af et menneske, for derefter at finde ud af at vedkommende ikke besidder den samme forståelse efterlader en magtesløs til tider, for hvordan skal man få formuleret, at disse basale nødvendigheder for en tæt forståelse er fundamentale for kommunikation og at en mangel af dette ikke skaber et fundament for en fremtid sammen.
Bliver jeg klogere, sikkert ikke - for hvem vil ikke gerne elskes, være afholdt og en rigtig kammerat? Hvem vil ikke gerne tro på at det gode, rigtige og smukke stadig finders derude? Hvem har lyst til at være bitter, forsmået og et offer hele sit liv? Jeg nægter at bøje hovedet - så jeg bærer min naivitet, dumhed og afhængighed med stolthed velvidende at folk ryster på hovedet af mig og tænker: tåbe! Er disse begreber opfundet af selvsamme folk som mig, for at forskønne verdens mentale tilstand, for at gøre en dyd ud af nødvendigheden - at visse mennesker indbyder til at blive udnyttet og at der altid står en villig person til at udnytte dette fakta.
Er det den nemme udvej - det synes jeg ikke, for intet er mere naturligt end at tage den almene deroute i forråethed - det er damn hårdt arbejde at bevare sine illusioner om, at mennesket i bund og grund vil hinanden det bedste. Bare tag et kig ud....læs dagens avis eller tal med din lokale politiker.....suk.
Kan man bryde kæden uden at frekventere den anden side? Uden at isolere sig fra verden og dens medmennesker eller handler det om at jeg skal skifte deodorant ¶ 19:23 0 comments
Jeg lider af alle tre ting - naiv, afhængig og dum. Jeg er loyal, jeg elsker og jeg stoler alt alt for meget på folk. Blåøjet og godtroende tror jeg altid de vil mig det bedste og hver evigt eneste gang får jeg tæsk. Fortællingen om de gode dyder - tillid, troskab og loyalitet er stærkt overvurderet - deres svaghed er, at de kræver den samme forståelse hos dem, man ønsker at udveksle disse ting med og du har aldrig en garanti for denne samme forståelse.
Paradokset i at holde af et menneske, for derefter at finde ud af at vedkommende ikke besidder den samme forståelse efterlader en magtesløs til tider, for hvordan skal man få formuleret, at disse basale nødvendigheder for en tæt forståelse er fundamentale for kommunikation og at en mangel af dette ikke skaber et fundament for en fremtid sammen.
Bliver jeg klogere, sikkert ikke - for hvem vil ikke gerne elskes, være afholdt og en rigtig kammerat? Hvem vil ikke gerne tro på at det gode, rigtige og smukke stadig finders derude? Hvem har lyst til at være bitter, forsmået og et offer hele sit liv? Jeg nægter at bøje hovedet - så jeg bærer min naivitet, dumhed og afhængighed med stolthed velvidende at folk ryster på hovedet af mig og tænker: tåbe! Er disse begreber opfundet af selvsamme folk som mig, for at forskønne verdens mentale tilstand, for at gøre en dyd ud af nødvendigheden - at visse mennesker indbyder til at blive udnyttet og at der altid står en villig person til at udnytte dette fakta.
Er det den nemme udvej - det synes jeg ikke, for intet er mere naturligt end at tage den almene deroute i forråethed - det er damn hårdt arbejde at bevare sine illusioner om, at mennesket i bund og grund vil hinanden det bedste. Bare tag et kig ud....læs dagens avis eller tal med din lokale politiker.....suk.
Kan man bryde kæden uden at frekventere den anden side? Uden at isolere sig fra verden og dens medmennesker eller handler det om at jeg skal skifte deodorant ¶ 19:23 0 comments
