Jeg keder mig...historien om kedsomhed er ganske banal...det handler om jeg ikke kan finde ud af hvad jeg vil i det nære.

Et er, at jeg ikke kan finde ud af hvad jeg vil generelt, men det er fandme snyd når det kravler ind i det nære....at jeg sidder sådan en højhellig søndag aften og keder mig gudsjammerligt. Gud ske tak og lov for manys weblog, jeg hulkede af grin og belv deprimeret over at min log er så gudsjammerlig kedeligt. Men på den anden side, det skal passe sammen. "Det står skrevet hist oppe" sagde Jaques til sin Herre i Dideros "Fatalisten" - men det ved gud grød det ikke gør...hvor står det skrevet jeg skal kede mig på en søndag aften - ingen andre steder end i min begrænsede hjerne.

Fakstisk handler det om at jeg lige præcist nu ikke har udfyldt min dag men noget som helst. Jeg kan ellers se fremt til en uge, der vil smutte ud af mine fingre som sølvglinsende fisk. Og så kryber den hersens fantastiske luksus af kedsomhed frem. Lad nu være med at komme med små lommefilosofiske bemærkninger om, at jeg sørme må lære at give slip og lære intet at lave bla bla bla, jeg mener dagen er fyldt med timer og man skulle da være et skarn, hvis man ikke pillede i et eller andet bare en gang imellem. Jeg har læst 8 bøger om Bertel Thorvaldsen igår uden at blive klogere - kunsthistorikere har en fiset måde at skrive på, de kommunikerer gladeligt til sig selv men fornemmer man deres lidenskab til kunsten, næh man fornemmer at kunsten ikke er for den almene dødeligt borger, der blot vil snuse til det ophøjede. Måske man skulle gøre det til et projekt - at skrive om kunst så man fornemmer saft og kraft, at skrive så hr. Olsen får lyst og lidenskab mellem fingrene. Det er som om man pakker det ind i mange og kedelige ord, der drukner den lidenskab kunstneren må have følte i sin produktion.

Men vi kom fra kedsomheden, man må ikke kede sig, det er noget slemt over dét at kede sig. Intelligente mennesker keder sig ikke og livet skal være en fest gerne hele tiden og konstant. Men jeg har kedet mig til mange fester og gabt over såkaldte intelligente mennesker. Jeg må se at få form på den hersens weblog ellers lukker jeg den eller laver den om igen. Jeg kan ikke lægge så mange fede ting ud som many - jeg kan ikke få så mange gode idéer der kreativt bruger dette medie....måske jeg burde begynde at strikke istedet? Hvad er mere miserabelt end dårlige weblogs, hvor denne skriver sig stolt ind i rækken og hvad er mere usselt end en jerimade af jammer, hvor dette skrift også deltager. Kan man få en medalje for dårlige undskyldninger for kedeligt logging?  ¶ 23:00  0 comments

  Pilehytter, vi har bygget en pilehytte i dag i regnvejr og slud og det fik mig til at tænke på hvorfor pilehytter mon er så populære?

Søren Rye har ganske givet en finger med i spillet når han med sin let snøvlende "naturstemme" udgyder sig oom pilens fortæffeligheder - selv tænker jeg på glade børn, der går på oplevelse i en kun let modificeret natur. En anden tænker på kærlighed og romantik og min kæreste tænkte mere på symmetri og fletning, men bevares han og hans bror var de to, der rent faktisk byggede hytten.

Som barn lavede jeg huler og disse udsprang af ønsket om stilhed, ro og intimitet. Det mørke aflukke var min lille verden med mine regler og love. Mennesket fornadrer sig vist aldrigt og ønsket om at have sit eget, stammer helt fra barnets ønske om at være privat i sin egen lille verden. Vores hjem er vores pilehytte - vores aflukke, hvor vi slæber det ind, som kan være med til at gøre det endnu mere vores eget. Faktisk byggede jeg både træhytter og jordhuler, og min lille romatiske drøm var at genskabe Robin Hood livet, med de lystige svende, steg over åben ild og en munter broder, der sang og spillede. Nu vil min bror sikkert betakke sig og er ikke altid lige munter og lystig, men som barn var dette blot en mindre forhindring og slet ikke årsag til at undlade drømmerierne.

Det fysiske nærvær og den romatiske opfattelse af natur - er det et udspring af et fundamentalt hulemennesketrang? Jeg byggede huler og samlede forråd som barn - fantaserede om hvordan jeg kunne overleve ude i den grønmne skov og læste bøger om hvordan man overlever på en øde ø. Den dag i dag har jeg en senromantisk drøm om at leve i det fri - men naturligvis regner det aldrig og der er altid en bekvem metropol i nærheden.

Men pilen er et dejligt materiale - smidigt og friskt som vores fantasi. Pilen har vundet indpas som et af de nye naturprodukter, der skal være med til at gøre vores moderne liv en anelse mere økologisk og rigtigt. Der skal lette vores samvittighed over, at vi omgiver vores børn med forurening og kunstige produkter. Fylder os med farvestoffer og tilsætningsmidler. Pilen er symbolet for en spirende småøkologi, der vinder indpas i det almene liv. Og så er den dejlig nem at holde - næsten som bambus - spirer den én gang, så er den ikke til at udrydde.

Pilehegn, kurvefletning, hampereb og æbletræer - jeg får tårer i øjnene og længsel i hjertet indtil klokken bliver 8 om aftenen, så skynder jeg mig ind til byen igen for det elektriske lys, lyden af mennesker og biler trækker i sidste ende stærkere end fuglesang og høfeber. Jeg lader resterne af naturen hvile i mit hjerte om en lille drøm, der forbliver et glansbillede - et ekko af mine barndoms fodformede og jordhuler. Lugten af skoven uden edderkopper og nattedug får lov til at indkapsle sig og hjem bringes afklippede tulipaner som et minde min dag i naturen.

Økologi er godt så længe den kan bringes til storbyen - sagde nogen blæse og have mel i munden? En klistret fornemmelse man gerne sluger for magelighedens skyld. Jeg elsker storbyen.  ¶ 23:36  0 comments

  Historien de fortæller os om begrebet "job" er egentlig fantastisk. Den får folk til at knokle hårdt, sige tak dertil og ofte ændre værdier og meninger. Faktisk har man været i stand til at bilde folk ind, de ikke kan leve uden et job og ergo går mange derfor hen og dør, når de mister dette forjættede vartegn på ønskværdighed og identitet. Men sandlheden er, at folk kan ikke leve uden et livsindhold og når man gør jobbet til et livsindhold og dette forsvinder, ja så dør man rent faktisk.

Men hvad er arbejde - ofte en tom titel med en hvis sum penge knyttet til. Forstå mig nu ret, jeg kan sagtens blive vildt misundelig over de jobs andre får. Ikke pg.a. titlen eller pengene men på grund af indholdet. "For satan hvor ville jeg gerne lave det du skal lave", tænker jeg ofte. Sidst jeg misunmdte var det over én der havde fyldt sit liv med børn og psykologi. Og er jeg så skurekone på de offentlige toiletter (ikke at der er noget galt med det)? Næh, jeg er slet og ret arbejdshedonist - dvs - jeg laver ofte præcist det, jeg har lyst til. Er jeg formand i foreningen for bevidst arbejdssky elementer? Næh, jeg knokler r.... ud af bukserne hele tiden og lover mig selv hvert år, at i år skal det blive bedre, men det gør det aldrig, fordi jeg næsten altid laver det jeg elsker. Men hvorfor så misundelig? Simpelthen fordi jeg har så forbistret mange lyster - jeg vil rode og rage i alt på min vej, snuse og vælte mig i de fleste ting. Hvis jeg kunne lave en perlekæde, hvor jeg hvert år skiftede job og hvor jeg vidste, jeg kun havde 1 år pr. sted - nøj - jeg ville arbejde mig selv ihjel men dø med et lykkeligt smil om munden.

Indtil da må jeg nøjes med at undre mig over dette ord "job" - istedet for at spørge "hvilket job har du" hvor folk så svarer tilbage med en titel - så burde man være konsekvent og spørge "hvilket livsindhold har du så i dag?"

Jeg har denne nagende fornemmelse at historien gentager sig.
Ser du, da jeg var omkring de 30 opdagede jeg at jeg havde brugt mine 20'er på studindikose små julelege, der i livets større sammenhæng næsten ingen mening havde. Jeg har igen denne nagende krybende fornemmelse af, at når jeg når mine 40 vil jeg til min rædsel opdage, jeg har fyldt mine 30'er med jobikose små julelege, der i livets større sammenhæng næsten ingen betydning har. Gud ved hvad det næste så bliver? Men et eller andet sted vil jeg gerne undslippe denne cirkelbevægelse...jeg føler mig som en hundehvalp der jagter sin egen hale.  ¶ 08:12  0 comments

  Jeg vil så gerne have en Christianiacykel. Og hermed begynder min nye log at tage form, for jeg tror faktisk jeg vil skrive om historier - historier der er formet af amatører, professionelle, tyve. ludere og Karen Kedelig. Historier der omgiver os både i form at produkter, miljø og kunst. Historier som jeg selv gerne vil være meget bedre til at fortælle og skabe.

Men vi kom fra Christianiacyklen, som jeg drømmer mig en drøm om. Hvis jeg havde små 15.000 kr jeg ikke vidste, hvad jeg ville gøre ved, så gik turen helt sikkert til den nærmeste forhandler og hjem ville jeg cykle i solskin og regn med 3 glade unger og en svedende mor. For med din cykel følger drømmen om det gode og rigtige. Du er trafiksikker og støtter en af solstrålehistorierne blandt opstartsvirksomheder. Du er alternetiv og udstråler børneglæde, små gårdfester og neo-flowerpower uden at være for frelst. Med christianiacyklen følger et symbol, der vækker genklang og anerkendelse hos andre børnefamilier og prisen signalerer, at du alligevel ikke helt er på spanden og selvom du er, så prioriterer du rigtigt og har tænkt over tilværelsen. Med cyklen følger løftet om, at det er ligegyldigt om det regner eller sner - dine børn får røde æblekinder, de kan sove i ladet på vej hjem fra festen og du kan holde den slanke linie. Med cyklen kommer der en net em af far-til-fire-idyl, vi alle kan have brug for en gang imellem, et løfte om gode udflugter, mobilitet og højt humør. Harley Davidson indenfor rækkevidde og i sikre rammer ikke for langt fra vanen og hjemmet.

Jeg ville cykle ud til standen, ind i skoven og hen til vennerne. Cykle mine indkøb hjem - også de 15 liter æblejuice. Så der der blot det lille men - at denne historie ligner til forveksling, den jeg konstruerede da jeg købte mine rulleskøjter. Bevares jeg har stået på dem men slidmærkerne stammer nu mest fra min datter, der har lånt dem så rigeligt. Åh hvad - drømmen har vel lov til at leve. Så hvor min kæreste glaner efter de dyre skinnede bíler, glaner jeg længelsfuldt efter de cyklende leende familier med lad. Håbet om at komme ind i det usynlige kollektiv blandt ladcyklende småbørnsfamilier, for mig til at spekulere på, hvem der ejer mig sjæl. Jeg vælger stadig at tro at friheden til at drømme stammer fra mig selv, at jeg så har en svag naiv sjæl, der lader sig påvirke gør mig vel bare så meget desto mere menneskelig.  ¶ 14:31  0 comments

  Min blog er kedelig, den er ufokuseret og banal, så jeg skifter over til mit modersmål: dansk!
Om det bliver mere fokuseret af den grund ved jeg ikke, men det kan vel ikke blive ringere end nu. Alligevel er jeg fortrøstningsfuld - for jeg har ingen ambitioner om at blive en blog-haj, i kampen om at overgå hinanden i fede links og hippe udsagn om dette og hint.
Lad os se hvad det så kommer til at handle om.....for denne gang.  ¶ 14:54  0 comments